TikTok har vokset sig betydeligt større end både Twitter og Snapchat og kan i dag kalde sig verdens tredjestørste sociale medie. 

Kun Facebook og Instagram er større. Imens Snapchat har 464 millioner månedlige brugere og Twitter har 345 millioner brugere, så har TikTok 755 millioner månedlige brugere globalt.

Det fastslår analysevirksomheden Insider Intelligence, det tidligere eMarketer, i en ny måling. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Ifølge analysen voksede antallet af TikTok-brugere globalt med 59,8 procent i 2020, og væksten ventes at nå 40,8 procent i 2021. 

Overordnet vokser antallet af brugere på de sociale netværk også. I 2020 benyttede 43,1 procent af verdens befolkning et eller flere sociale netværk.

I 2024 venter Insider Intelligence, at det tal vil stige til 46,9 procent.

TikToks andel vil vokse fra 14 procent i 2020 til 24 procent i 2024, lyder vurderingen.

Analytiker Debra Aho Williamson siger i en pressemeddelelse om tallene:

”​​TikToks vækst er især en udfordring for Snapchat, hvor man er i direkte konkurrence om de unge målgrupper. I forhold til Twitter minder de to platforme ikke så meget om hinanden.” 

Insider Intelligence vurderer, at 3,57 milliarder mennesker i 2022 vil benytte et socialt medie mindst én gang om måneden.

Det svarer til 82 procent af klodens internetbrugere.