De to online-forhandlere Miinto og Stylepit får kritik af Forbrugerombudsmanden for at agere i strid med markedsføringsloven.

Forbrugerombudsmanden vurderer i en pressemeddelelse, at de to onlineplatforme har videreformidlet bæredygtighedsudsagn i forbindelse med flere produkter på deres platform, som var i strid med loven.

“Nogle af de markedsførte produkter har de virksomheder, der sælger via platformene, betegnet som bæredygtige. Bæredygtighedsudsagnene blev brugt både i titlerne på og i beskrivelserne af tøjet,” skriver Forbrugerombudsmanden og tilføjer:

“Forbrugerombudsmanden har anmodet Miinto og Stylepit om at dokumentere de anvendte udsagn om bæredygtighed. Det har ikke været muligt for Miinto og Stylepit at frembringe dokumentation fra virksomhederne, der sælger via platformene. Det er derfor Forbrugerombudsmandens vurdering, at de to platforme ikke har opfyldt dokumentationskravet i markedsføringsloven,” skriver Forbrugerombudsmanden videre.

Der er ellers en undtagelse fra netop loven på dette område, hvis onlineplatforme blot “passivt” har den information stående online.

Men Forbrugerombudsmanden vurderer, at platformene aktivt har været med til at formidle de udokumenterede påstande, hvorfor det er i strid med reglerne.

“Onlineplatforme som Stylepit og Miinto er ansvarlige for overtrædelser af markedsføringsloven, også selv om den ulovlige information er oplagret af andre end virksomhederne selv, og også selv om virksomhederne ikke har haft konkret kendskab til de ulovlige informationer,” udtaler Forbrugerombudsmanden, Torben Jensen.

Miinto og Stylepit har fjernet bæredygtighedsudsagnene fra deres websites, oplyser Forbrugerombudsmanden.

Stylepit: Vi har fjernet alle bæredygtighedsudsagn

Ifølge Stylepit fik man henvendelsen fra Forbrugerombudsmanden tilbage i maj 2021 og fjernede kort efter bæredygtighedsudsagnene fra sin platform, siger Managing Director Thomas Ulstrup til Markedsføring.

“Vi accepterer den melding, der er kommet. Vi skal ikke villede nogen forbrugere. Da vi fik beskeden fra Forbrugerombudsmanden for godt tre år siden i maj 2021, fjernede vi alle produkter og alt, hvad der hedder bæredygtighed fra vores platform godt en til halvanden dag senere, og vi gik i gang med at undersøge vores partnere og leverandører,” siger Thomas Ulstrup og tilføjer:

“Vi kunne her ikke frembringe de korrekte oplysninger, som Forbrugerombudsmanden ønsker, og som vi selv kan stå inde for. Derfor har man ikke siden kunnet se noget om bæredygtighed hos os, da vi ikke mener, at vi kan dokumentere det. Vi er afhængige af vores partnere og deres oplysninger.”

Han forklarer, at Stylepit som mange andre virksomheder de senere år er blevet klogere på, hvordan man agerer i forhold til kommunikation om bæredygtighed.

“Det er et område ligesom AI og andre ting, der er nyt. Og her er vi afhængige af andre, for det er ikke os, der producerer varerne. Vi står inde for, at det vi skal sælge, skal være præcist i forhold til det, vi siger til forbrugerne. Så vi skal selvfølgelig ikke oplyse noget forkert.”

Markedsføring har også kontaktet Miinto for en kommentar til kritikken. Miinto er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.