At Facebook skifter navn nu, kommer ikke som nogen stor overraskelse. At navnet bliver ‘Meta’, gør måske lidt, men så alligevel ikke.

Siden Frances Haugens lækkede dokumenter satte gang i Wall Street Journals The Facebook Files, er Facebooks omdømme blevet trukket gennem den ene ubehagelige afsløring efter den anden, der mildest talt ikke har tegnet et kønt billede af Facebook som organisation. Det har selvfølgelig kun givet ekstra ammunition til politikere i hele verden, der står i kø for at få Facebook ned med nakken.

Ja, selv i vores lille andedam har Danmarks kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen til Berlingske kaldt afsløringerne for “rystende”, mens hun taler om lovgivning, der skal tvinge Facebook til at åbne kølerhjelmen og vise deres algoritme frem til omverdenen.

Derfor giver det god mening, at Facebook tager desperate metoder i brug og forsøger sig med et navneskifte for at flytte fokus. Facebook som app fortsætter, og det samme gør Instagram, Whatsapp og Messenger, men de bliver sammen med Oculus og Reality Labs samlet under en paraply, der fra nu kommer til at hedde Meta. Det er et skifte væk fra et Facebook, der kun skal ses som en virksomhed med sociale medier og mod en virksomhed for sociale teknologier, der omfavner det mytiske ‘metaverse’. 

Og netop metaverset har vi set Facebook gøde jorden for i en længere periode frem mod navneskiftet. Metaverset, der ifølge Facebook er en række virtuelle rum, hvor du sammen med andre kan skabe og udforske, uden fysisk at være sammen, er Facebook og Zuckerbergs nye kærlighedsaffære. En kærlighedsaffære, der sammen med navneskiftet også blev præsenteret i går, i en mere eller mindre syret/cringe demovideo af Zuckerberg og kollegaer som tredimensionelle avatars.

Spørgsmålet er så, om navneskiftet kommer til at give Zuckerberg og Co. den arbejdsro, de forventeligt håber, at en sådan afledningsmanøvre kan give? Og om de negative historier i kølvandet på Facebook Files vil forsvinde i historien?

Det vil i så fald kræve, at det nye navn hænger ved i den offentlige hukommelse. En manøvre, som Google fejlede med i 2015, da de ændrede navnet på deres moderselskab til Alphabet. Hvor mange kalder dem egentlig det? Og så vil det kræve, at Zuckerberg formår at bringe sin fascination af metaverset ud til den brede befolkning, og måske særligt de yngre generationer, som Faceb … nej, Meta, desperat forsøger at vinde tilbage.

En lille digital Mark Zuckerberg (nederst til venstre) hygger sig med et slag poker i sit digitale meta-univers. Foto: Screenshot/Meta.

Og man skal nok være Mark Zuckerberg for at tro på, at et navneskifte og et metaverse, hvor du kan klæde dig ud som en robot og hygge dig med vennerne over en digital fadøl vil gøre, at den mission lykkes. For med Facebook Files og Frances Haugens høringer i det amerikanske senat, det britiske parlament og snart Europa-Parlamentet, har virksomheden efterhånden gravet sig selv ned i så dybt et hul, at selv en tech-gigant får svært ved at kravle op igen.

Og i den politiske verden har afsløringerne efterhånden skabt bred konsensus om, at Meta må stilles til ansvar for alle de dårligdomme, sociale medier har bragt med sig.

Så umiddelbart bliver det en up hill battle for Zuckerberg og alle vennerne i Menlo Park. Men så er det jo godt at have et metaverse, når den virkelige verdens konsekvenser truer.

Marcus Stoltze er rådgiver hos bureauet Operate.