Professor Torsten Ringberg fra CBS modtager Dansk Marketingforsknings Pris.

Professoren modtager prisen for sit lange virke som en af landets ledende marketingforskere og fik prisen overrakt tirsdag eftermiddag på CBS.

”Jeg er meget glad for, at Torsten får prisen. Han er en moderne forsker på vores institut, og hans undervisning har stor tilfredshed hos studerende. Han har også fået meget funding til sin forskning, og han arbejder tæt sammen med virksomheder,” siger leder af Department of Marketing, Adam Lindgreen.

Forskeren selv er meget stolt af prisen. Sammen med hæderen modtager Torsten Ringberg et legat på 75.000 kroner. Prisen bliver uddelt i samarbejde med Dansk Markedsføring og Dansk Erhverv.

”Det er altid stort at få sådan en anerkendelse. Vi får engang imellem ros ved at publicere forskningsartikler eller lave konsulentarbejde, men det her er en opsamling på mange års arbejde, som har udmøntet sig i nye indsigter. Så det er jeg stolt af, og det er en stor cadau til den forskning, jeg har lavet sammen med andre,” siger Torsten Ringberg.

Kollegerne inspirerer

Torsten Ringberg har i sin karriere blandt andet forsket i menneskers underliggende emotionelle og kognitive processer i forhold til kunderejsen. Altså, hvad der egentlig får os til at handle, som vi gør. Og hvordan vores handlinger i stor grad er indlejret i kroppen og hjernen baseret på de sanseindtryk, vi får.

”Mentale modeller styrer den underbevidste mening, som vi tillægger en given ting – en bil, mad, arbejde, et forhold – via den kultur, vi er opvokset i. De betyder, at vi ofte ser, hvad vi forventer at se,” lød det fra Torsten Ringberg ved et oplæg, da han modtog prisen.

Med andre ord er det svært for os at ændre den måde, vi ser verden på. Men det kan lade sig gøre, siger Torsten Ringberg.

Torsten Ringberg har via sin forskning også været med til at lave detaljerede modeller for kunderejsen – blandt andet i en digital tidsalder – der danner grobund for en skarp forståelse af forskellige touchpoints for kunder digitalt i dag.

Men en af de vigtigste ting, han har lært i sit lange forskningsliv, er, at kollegerne er en nødvendig og stærk inspiration.

Hvad er den vigtigste ting, du har lært i dit mangeårige forskningsarbejde?

”Meget af min forskning og mine bøger er lavet og skrevet med andre – der er stor inspiration i at arbejde sammen med andre, få input og blive provokeret af andre.”

Torsten Ringberg er blandt andet uddannet fra University of Hawaii, University of Honolulu og Penn State University. Har arbejdet i mange år på University of Wisconsin Milwaukee, hvor store dele af hans forskning også er lavet. Han håber, at prisen kan få ham mere ud i verden igen.

”Jeg håber, at noget af det kan bruges på at rejse. Blandt andet for at komme ud og møde nogle af mine forskerkolleger og blive inspireret den vej. Det har der ikke været stor mulighed for de sidste par år.”

Dansk Marketingforskningspris er blevet uddelt siden 1955.