Tordenskjold lancerer i forbindelse med et nyt samarbejde med Hus Forbi en opdateret version af sit originale design.

Lanceringen markerer ifølge en pressemeddelelse næste skridt i Tordenskjolds udvikling, efter man sidste år valgte at gå tilbage til brandets historiske udtryk efter en kritiseret modernisering.

“Vi valgte sidste år at gå tilbage til det ikoniske, originale design og er nu klar med en forfinet udgave, som både formidler det nye samarbejde, retter små designfejl og samtidig respekterer den historiske designarv,” siger Filip Wahlström, der er marketingchef i Swedish Match Industries, der producerer Tordenskjold, i meddelelsen.

Det moderniserede Tordenskjold-design blev kraftigt kritiseret af to designere i Markedsførings podcast Indsigten. Politiken kaldte det efterfølgende en “skamfering af Danmarks mest ikoniske design”, og der blev lavet Facebook-grupper, der krævede, at Tordenskjold trak det tilbage.

Kampagne med fokus på hjem

Nogle tidligere, historiske versioner af Tordenskjolds ikoniske æske-design. Foto: PR

Den nye design-opdatering fra Tordenskjold lanceres i forlængelse af et nyt samarbejde med Hus Forbi med kampagnen ‘Hvad betyder hjem for dig?’, der er udkommet i dag.

Kampagnens formål er “at udfordre eksisterende opfattelser af hjemløshed” og består af korte filmklip og interviews, hvor forskellige personer bliver bedt om at forholde sig til, hvad hjem betyder for dem.

“Vi er utroligt stolte af, at Tordenskjold har valgt at samarbejde med Hus Forbi og hjælpe os med at synliggøre vores mission i samfundet. At social omtanke og hygge i hjemmet sagtens kan gå hånd i hånd, mener vi, er et stærkt budskab, der bygger bro og nuancerer vores arbejde,” siger Michelle Jørgensen, brand ansvarlig i Hus Forbi, i meddelelsen.

Filmene er i første omgang blevet offentliggjort uden tydelig afsender eller afmelding, hvilket ifølge Tordenskjolds PR-bureau, Godreel, er et bevidst valg:

“’Hvad betyder hjem for dig’-filmene er lavet til at udkomme løbende som content på Tordenskjolds sociale medier og vi ville gerne bruge dem som en lidt underspillet teaser op til den officielle annoncering af det nye samarbejde mellem Hus Forbi og Tordenskjold,” skriver bureauets stifter Asbjørn Riis-Søndergaard til Markedsføring

Du kan se en af kampagnefilmene, som er produceret af Clix Productions i samarbejde med Godrel, nedenfor.

Artiklen fortsætter efter filmen.

Har støvet gammelt Tordenskjold-portræt af

Det opdaterede Tordenskjold-design følger som beskrevet efter en rebranding sidste år, som virksomheden efterfølgende vurderede ikke ramte målgruppen.

Designopgaven er løst af den dansk-svenske designduo Anders Waltz og Studio Fridan, som ifølge meddelelsen har arbejdet med udgangspunkt i princippet om ‘nænsom fornyelse’.

“Tordenskjold er et ægte dansk ikon, og opgaven krævede en dyb respekt for produktets designhistorie. Det har ikke handlet om at ændre på udtrykket, men om at forstærke det, der allerede fungerede,” siger Anders Waltz og tilføjer:

“Ud fra det har vi skabt et system, der gør den nye produktserie genkendelig, enkel og æstetisk. Blandt andet ved at arbejde med farver, former og typografi – og ved at støve det gamle portræt af og give det en varmere tone.”

Hus Forbi-samarbejder fremgåt på bagsiden af det nye produktdesign, og en uspecificeret andel af salget af Tordenskjold-produkter vil fremover gå til NGO'en. Foto: PR

Hentet inspiration fra 1800-tallet

Designet henter ifølge designeren blandt andet inspiration fra tændstikæsker fra slutningen af 1800-tallet, herunder brugen af horisontale linjer.

“Vi har givet ‘Siden 1865’ en tydelig plads på forsiden og erstattet den gamle farve-gradient med en ren orange farve, som giver udtrykket ro, og lader det ikoniske stå tydeligere frem,” siger Anders Waltz.

På bagsiden er designduoen gået efter at skabe mere overblik ved at samle og tydeliggøre indholdet, og som en del af samarbejdet vil Hus Forbi-logoet fremover fremgå af bagsiden på Tordenskjolds produkter.

”Resultatet er en produktserie, som mange forhåbentlig vil føle, at de allerede kender: et nænsomt fornyet ikon,” siger Anders Waltz.

Langsigtet partnerskab

Samarbejdet mellem tændstik-brandet og Hus Forbi er ifølge meddelelsen første skridt i et langsigtet partnerskab, hvor en andel af Tordenskjolds salg vil gå til at støtte NGO’ens arbejde.

“Samarbejdet med Hus Forbi er noget helt særligt, fordi det betyder, at når man tænder et lys med Tordenskjold, foretager man en handling, der både rummer socialt ansvar, støtter nogle af samfundets mest udsatte og samtidig skaber hygge og nærvær i hjemmet. Det harmonerer rigtig godt med de værdier, vi mener, Tordenskjold repræsenterer,” siger Filip Wahlström i meddelelsen.

De opdaterede Tordenskjold-produkter forventes at være i butikkerne i starten af det nye år.