Et nyt, digitalt konsulentbureau har set dagens lys – Bloom Digital. 

Bag virksomheden står en af stifterne af det digitale bureau Adapt, Carsten Anthonisen, samt to tidligere eCapacity-profiler, Anja Kjær-Christensen, og Nicolai Porsbo.

Og ifølge Anja Kjær-Christensen er der plads i markedet:

“Vi oplever, at vores kunder har et stort behov for adgang til sparring og kompetencer i de digitale spring, som virksomheder og organisationer bliver ved med at skulle tage,” siger hun i en pressemeddelelse om baggrunden for den nye virksomhed.

Hun mener især der er behov for ”en leverandør, der er uafhængig af tekniske løsninger, konkrete marketing-initiativer og digital hype.”

”Kræver mange kompetencer”

Som bureau arbejder Bloom Digital med stifternes egne ord ”i spændingsfeltet mellem management- og projektkonsulenter.”

“Området bliver mere og mere specialiseret og for at opnå succes, kræves der ofte mange kompetencer i spil på en gang,” siger Carsten Anthonisen.

Han peger på, at der er sket en stor modning af det digitale område gennem de seneste år.

”Det digitale har været anset for lidt mere en eksperimentel legeplads end en del af kerneforretningen. Nu ser vi, at fokus har flyttet sig fra uendelige rækker af prototyper til egentlige og reelle forretningsprojekter,” lyder det fra Adapt-stifteren. 

Bloom Digital sætter endnu ikke navn på de kunder, man er begyndt at arbejde med. Men det oplyses, at man bl.a. har igangværende projekter ”for en af Danmarks største udbydere af grøn el, en global B2B-virksomhed og en stor dansk uddannelsesinstitution”.