De tre København-baserede produktionsselskaber Octopuss, Shoot Happens og Playground slår pjalterne sammen i et selskab under samme tag på Frederiksberg.
Det nye konstellation hedder Holy Ravioli og tæller nu tolv fastansatte, hvoraf tre er partnere. Tre instruktører er også partnere – dog uden fastansættelse.
Og netop mere mandskab er en af grundene til, at man har valgt at slå sig sammen.
”En fælles udfordring har været, at vi på hvert selskab kun har været én producer, der har skulle klare alt. Men når man har travlt med produktioner, kan man ikke drive firmaet, og når man sælger for meget, har man ikke tid til at være på produktionerne, og har ikke nok fokus på hverken instruktørerne eller kunderne,” siger Kristian Ussing, der før var producer på Playground. og nu er en af tre executive producere hos Holy Ravioli.
”Så vi er gået sammen ud fra idéen om, at sammen er vi stærkere, og blandt andet kan eliminere de flaskehalse, vi producere hver især har været,” tilføjer han.
Hvad er målet for jeres nye selskab kreativt set?
“Vores mission er at levere sandhed og indsigt i vores fortællinger. Vi kommer fra tre meget forskellige baggrunde og tre forskellige måder at lave film på, men vi har en ærlig og god dialog om, hvad der skaber de bedste film. Vi er alle drevet af at lave bedre kvalitet, og af at få bragt mere hjerte ind i arbejdet omkring reklamefilm, og der kan vi udnytte vores forcer.”
Men hvis vi bliver lidt inden for maduniverset, kan der så ikke være en fare for, at I er for mange kokke?
”Nogle gange gør mange kokke maden bedre. Vi er gået sammen 100 procent af lyst, og der ligger ikke en eller anden udspekuleret kalkyle bag. Vi er en gruppe mennesker, der gider at sidde i rum med hinanden, uanset om solen skinner, eller lokummet brænder.”
Men er det ikke et sats at smide hele tre bureaunavne, der er velkendte i branchen, på gulvet?
”Nej, det er fuldstændig overlagt, fordi vi gerne ville have en clean slate. Det var ud fra tanken, at vi ville lave noget helt nyt, som ikke havde bagage med fra tidligere. Når man engang har lavet én type produktioner, har folk ofte en fasttømret opfattelse af, hvad man står for, som kan være svær at slippe af med,” siger Kristian Ussing.
Tror du, at I kan få nok opgaver, nu hvor der er tre gange så mange munde, der skal mættes?
”Vi har allerede opereret som et firma – bare med hver sit navn i et halvt år. Økonomisk ser det fornuftigt ud, og det peger mod, at vores tanker om synergi giver pote. Vi kommer fra tre forskellige områder i branchen, og har haft tre forskellige kundegrupper, der komplementerer hinanden rigtig godt.”
Hvordan bliver hierakiet i Holy Ravioli? ”
Lige p.t. er det relativt fladt, og vi er ret enige om alting. Men vi kan godt se, at det kommer til at vokse, så i forhold til ansvarsområder, så kommer vi nok til at dele kagen op i roller. Og på sigt kan det være, at vi skal have en administrerende direktør.”