Når Eurobest-juryerne til november mødes i London for at finde frem til årets bedste europæiske cases, vil der være tre repræsentanter fra Danmark med.
Det oplyser Creative Circle, der er dansk repræsentant for Cannes Lions – Eurobests globale storesøster.
”Til Eurobest skal vi ønske stort tillykke til tre nye jurymedlemmer. De er udvalgt på baggrund af deres internationale meritter,” skriver Creative Circle-formand, Dorte Nielsen, i en mail til Markedsføring.
De tre danske jurymedlemmer er:
Miriam Plon Sauer, global chief strategy officer hos AKQA, der skal vurdere cases i kategorierne Creative Effectiveness og Creative Strategy.
Hazel Tracey, creative director hos The Lego Agency, der skal vurdere cases i kategorierne Brand Experience & Activation og Creative Commerce.
Samantha Almon Adeluwoye, global head of content, Social Media and Storytelling, hos Maersk, der skal vurdere cases i kategorien Creative B2B.
Flere fra kundesiden
Sidste år havde Danmark også tre jurymedlemmer med til Eurobest, men til forskel fra sidste år kommer to ud af de tre i år fra kundesiden.
”Stort tillykke til Lego og Maersk, der har markeret sig kreativt international og dermed har fået jurymedlemmer i årets Eurobest-jury. Det er godt gået,” siger Dorte Nielsen og tilføjer:
”Vi ser i disse år en rivende udvikling hos inhouse bureauerne med mange stærke kreative kræfter. Det bliver spændende at følge de kommende år.”
Creative Circle kæmper som dansk repræsentant for Cannes Lions kontinuerligt for at få danske kompetencer med i de internationale juryer.
”Det er skønt, når det lykkes. Det er vigtigt, at dansk kreativitet står stærkt internationalt,” siger Dorte Nielsen, der også glæder sig over, at Miriam Plon Sauer har fået plads i årets Creative Effectiveness og Creative Strategy juryen.
Og det glæder Miriam Plon Sauer sig også over:
”Jeg glæder mig til at nørde strategi og effektivitet med nogle af de skarpeste hjerner i branchen,” skriver hun i en mailkommentar til Markedsføring.
Hele 2025-juryen kan ses her.
Der kan indsendes til Eurobest indtil 16. oktober.