Danmark er igen i år stærkt repræsenteret, når juryarbejdet ved dette års udgave af awardshowet Eurobest skydes i gang. Det viser et kig på jurylisten, som netop er offentliggjort.
Tre markante danske branche-profiler er således udpeget til at dømme årets europæiske indsendelser i hver deres kategorier.
Det drejer sig om Nanna Gjerstrup, nyansat creative director på Pong, Naghmeh Pour, prisbelønnet instruktør på New Land og ligeledes prisvante Chaga Signe Bruun Boye, der er creative director på TV 2.
Nanna Gjerstrup skal sidde i Creative Business Transformation-juryen, hvor hun får selskab af blandt andre Grey Londons president, Conrad Persons.
Naghmeh Pour skal dømme i Film Craft-juryen, hvor hun får selskab af blandt andre John Ford, head of creative, Netflix, EMEA.
Og Chaga Signe Bruun Boye skal dømme i Direct og Outdoor-kategorierne i selskab med blandt andre Stéphane Gaubert, chief creative officer, Havas Paris.
Kigger efter autenticitet
Og de tre danskere ser frem til opgaven med store forventninger.
”Jeg glæder mig til at blive inspireret og udfordret. Jeg ser frem til at diskutere, hvad der virkelig gør en film stærk og skiller sig ud. Det er også en fantastisk chance for at lære af andre kreative og opdage nye måder at tænke og fortælle historier på. Og så glæder jeg mig bare til at få indblik i, hvad der rører sig i branchen rundt omkring i verden,” skriver Naghmeh Pour i en mail til Markedsføring.
Hvad vil du specifikt kigge efter i din kategori?
”Jeg vil se på, hvordan filmhåndværket løfter idéen til et højere niveau. Det behøver ikke altid være de mest teknisk perfekte film eller dem med det største budget. Jeg kigger også efter autenticitet og spændende kreative valg, der virkelig understøtter idéen.”
Også Nanna Gjerstrup glæder sig:
”Jeg er først og fremmest meget beæret over at være med, så jeg må jo nok være ærlig og sige, at bare det at møde de andre, meget erfarne jurymedlemmer og diskutere de forskellige indsendelser, er noget, jeg ser meget frem til,” skriver hun i en mail.
Hvad vil du specifikt kigge efter i din kategori?
”Jeg sidder i juryen for Creative Business Transformation. Det er en kategori, jeg synes er utrolig spændende, da vi vil se en masse cases, der illustrerer, hvor vigtig kreativitet kan være for at drive en forretning fremad, for produkter og services, og muligvis også medarbejderne. Derfor vil jeg blandt andet specifikt rette fokus mod, hvilken impact kreativitet og innovation har haft på de respektive cases, og dermed også effektiviteten af den.”
”Uundgåeligt ikke også at tage stilling til diversiteten i castet”
Chaga Signe Bruun Boye skriver til Markedsføring, at det altid er ”en ære at blive udpeget”.
”Og jeg går derfor meget ydmygt til opgaven. I år har jeg haft den store privilegium at være en del af juryen både til D&AD og Cannes Lions, så jeg føler, at jeg er i form. Det, der vejer tungest for mig, er det indledende arbejde, hvor man bliver præsenteret for et overvældende antal spændende indsendelser,” skriver Chaga Signe Bruun Boye og tilføjer:
”Det er netop i denne fase, at man som jurymedlem skal være særligt opmærksom og sørge for ikke at overse noget værdifuldt. Til gengæld er det utroligt givende, når man når til det fysiske jury-arbejde, hvor diskussionerne løfter niveauet, og man virkelig mærker styrken ved den mangfoldige dialog.”
Hvad vil du specifikt kigge efter i dine kategorier?
”Det særlige ved to så klassiske kategorier som Outdor og Direct er, at man som jurymedlem automatisk præsenteres for et højt niveau af kreativitet. Jeg vil derfor både værdsætte den kreative idé og samtidig vurdere, hvordan arbejdet har formået at forny disciplinen og gøre den relevant for nutiden. Derudover er det uundgåeligt ikke også at tage stilling til diversiteten i castet.”
Fin dansk repræsentation
Der er i reglen fin dansk repræsentation i Eurobest-juryen, og i de seneste tre år har Danmark også haft en juryformands-tjans.
I 2021 var Mette Jermin, dengang managing director og executive producer på Bacon, juryformand i Film Craft-juryen.
I 2022 var Thor Brammer, managing director og executive producer hos New Land, udpeget til samme rolle.
Og sidste år stod Kristian Koch Jensen, managing director på Dentsu i Danmark, i spidsen for Media-juryen ved Eurobest.
Der kan indsendes arbejde til Eurobest frem til torsdag den 17. oktober, og registreringerne til Eurobest Young Creatives Competition er åbne indtil mandag den 18. november.