Den Horsens-baserede virksomhed Trendhim, der markedsfører og sælger smykker og accessoires til mænd online i mere end 25 markeder, skruer op for sit fokus på brandet med ny strategi og ny international kampagne. 

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

“Vi har en mission om at blive den foretrukne go-to destination for accessories til mænd, og vi træder nu længere frem på scenen med øget fokus på branding og up-funnel marketing,” udtaler CCO hos Trendhim, Simon Kaspersen, i meddelelsen.

Virksomheden etablerede i foråret 2024 ”et dedikeret brandteam” og valgte efter pitches henholdsvis det kreative bureau Pong, mediebureauet Wavemaker og det strategiske designbureau Everland som nye partnere.

Sammen har parterne udviklet ”et stærkt brand-fundament, der fremadrettet sætter kursen for brandudviklingen på tværs af markeder”, lyder det fra Trendhim.

”Spise livet med den store ske”

Det nye kreative koncept, der bærer titlen ”Anything goes with Confidence”, er udviklet i samarbejde med Pong.

Konceptet er en hyldest til dem, der tør gå deres egne veje, og ikke går op i, hvad andre tænker, lyder det fra bureauet, som til formålet har valgt ”en meget udansk, storladen og filmisk vinkel”.

" Når en kunde afslutter hvert møde med ‘kan vi være mere ambitiøse?’, så ved man, at det bliver sjovt.
Thomas Nolsøe, strategisk direktør, Pong

“Med kampagnen vil vi vise, at smykker og accessories er for alle – og at man ikke skal være bange for at skille sig ud. Derfor er stilen i kampagnen også overdreven og alt andet end klinisk og skandinavisk,” skriver Sigurd Bjerre, kreativ direktør på Pong, i en opfølgende mail til Markedsføring, og uddyber:

”Det handler om at spise livet med den store ske, så flere mænd får lyst til at lege med deres udtryk og gøre accessories til en naturlig del af deres personlige stil.”

Og Per Bregendahl, der er head of brand hos Trendhim, er allerede begejstret for samarbejdet med de nye bureaupartnere.

”Udover at være fokuserede på at skabe resultater rammer de også vores DNA om at være modige, ambitiøse og positive,” udtaler han i meddelelsen.

Om Trendhim

  • Trendhim blev grundlagt i 2009 af Sebastian Gyhrs Petersen og Mikkel Falkenberg Kjær Andersen, der dengang begge var 18 år og ved at være færdige med 3.G
  • Virksomheden har været Børsen-gazelle i otte år i træk siden 2016
  • I 2023 leverede Horsens-virksomheden et resultat før skat på godt 27,5 millioner kroner
  • Ifølge cvr.dk havde Trendhim 92 ansatte pr. juli 2024.

”Kan vi være mere ambitiøse?”

Både Wavemaker – der skal være med til at udforme mediestrategien for Trendhims tilstedeværelse “på prioriterede markeder i Europa” – og Pong deler begejstringen over samarbejdet.

Thomas Nolsøe, der er strategisk direktør på Pong, siger: 

“Når en kunde afslutter hvert møde med ‘kan vi være mere ambitiøse?’, så ved man, at det bliver sjovt. Trendhim har udvist kæmpe mod og internationalt mindset, og vi er stolte af at være med på rejsen.”

Det nye kreative koncept er netop lanceret i Danmark og Polen på tværs af offline og online medier. Flere markeder følger senere på året.

Se den nye kampagnefilm her – New Land har produceret, og Casper Balslev har instrueret.