Efter flere år som selvstændig og to år som global chefstrateg for Volvo-brandet vender Trine Keller-Andreasen tilbage til bureausiden: som ny head of creative hos Accenture Song.
Den officielle titel bliver executive director, Creative Transformation – og Trine Keller-Andreasen bliver også en del af Accenture Songs ledelsesgruppe. Her skal kun både være med til at sætte kreativ retning, udvikle bureauets kreative rådgivning – og rådgive nogle af bureauets største kunder forretningsstrategisk.
Og det er en begejstret kreativ strateg, der glæder sig til at komme tilbage på bureau.
”Det er første gang i mange år, at jeg starter på et nyt arbejde uden dårlig mavefornemmelse. Det siger meget,” siger hun.
”I første omgang var jeg ret sikker på, at jeg ville blive på kundesiden. Der var nogle bureauer, der tog fat i mig, men jeg var ikke sikker. Men jeg analyserede mig frem til, at det fede ved at være på Volvo var, at jeg agerede på tværs af virksomheden i en konsulentrolle. Og min bedre halvdel sagde så, at jeg måske bare har det bedre på bureau. Og det måtte jeg desværre give ham ret i, haha. Det er det, jeg har lavet i 20 år, og jeg kan virkelig godt lide det.”
Grand Prix med Forsman & Bodenfors og Volvo
Når Trine Keller-Andreasen i dag har sin første arbejdsdag hos Accenture Song, skal hun i første omgang ind at forstå og blive klogere på, hvordan bureauet fungerer indefra.
”Jeg skal møde en masse nye mennesker, og så skal jeg ind og mærke, hvordan der er. Der er en masse opgaver og pitches i gang. Jeg skal bidrage med noget der på den korte bane. Men jeg ved, der sidder en masse fagligt dygtige mennesker. Jeg skal ikke ind at redde noget,” siger hun og tilføjer:
”Jeg skal finde ud af, hvad vi er sindssygt dygtige til, hvor er der brug for fokus og så bare lade det synke ind. Og få skabt et ærligt billede af, hvad der sker med respekt for det, jeg træder ind i. Og så skal jeg drikke nogle øl og spise nogle pizzaer med mine nye kolleger.”
Trine Keller-Andreasen tager udover to års erfaring fra Volvo også mange års bureauerfaring med sig ind på Accenture Song. Både fra Another og Very i Danmark. Men også internationalt fra Huge, der har base i New York, og fra svenske Forsman & Bodenfors, hvor hun i 2019 var med til at vinde grand prix på Cannes Lions for Volvo i kategorien Creative Strategy.
Og det globale vingefang i Accenture Song er én af grundene til, at det netop er her, hun har valgt at træde ind.
”Song har et kæmpe globalt netværk. Jeg savnede at arbejde på den måde som hos Huge i New York, der var globalt, og med folk fra alle mulige lande – de har en kapacitet, du ikke har et mindre sted,” siger hun.
Et “sindssygt godt udgangspunkt”
Som head of creative har Trine Keller-Andreasen stor respekt for, at hun ikke selv kommer ind som kreativ hos Accenture Song. Hendes vigtigste rolle bliver at have overblikket, som kan skubbe de kreative projekter i en endnu stærkere retning strategisk.
”Opgaven er at være en fagligt stærk generalist og se muligheder på tværs af alle vores specialister, også hos kunderne, som vi ikke har set før. Transformationsøvelsen er at tage fagligt dygtige reklamefolk nogle skridt ind i fremtiden. Og med mit kendskab til kundesiden så ved jeg, at de ikke leder efter en standardkampagne, men efter at skabe kreativ værdi på tværs af hele forbrugerens oplevelse,” siger hun.
”Nu er jeg jo ikke kreativ – jeg er strateg. Men jeg er en meget kreativ strateg og har siddet på skødet af kreative og har en stor forståelse og respekt for faget. Min opgave er at facilitere, at alle udvikler sig og får en fornyet gejst om deres fag.”
Om Accenture Song siger hun, at bureauet netop nu står et sted, hvor der er potentiale for en stor positiv udvikling.
”De står midt en fremtid, der er meget usikker, hvor man kan transformere sig og trække på andre lande. Alt kan altid blive bedre. Der er så sindssygt godt et udgangspunkt. Vi træder ind i noget, hvor jeg bliver i lang tid, fordi der er så mange muligheder de næste 10 år. Det er en gave. Det er der ikke mange andre bureauer, der emmer af,” siger Trine Keller-Andreasen, som tilføjer, at hun også ”glæder sig til at lære at tage S-toget på arbejde igen”.
I en opfølgende pressemeddelelse tilføjer Lotte Jakobsen, managing director hos Accenture Song i Danmark, at Trine Keller-Andreasens erfaring fra kundesiden giver hende en dyb forretningsforståelse, som er central for bureauet.
Og samtidig, lyder det, er der i stigende grad efterspørgsel fra kunderne på netop det strategiske blik.
“Den kreative spilleplade er blevet markant større. Kreativitet er ikke længere noget, der først kommer i spil, når strategien er lagt. Den er blevet en integreret del af, hvordan virksomheder udvikler produkter, services, kundeoplevelser og nye forretningsmuligheder. Derfor har vi brug for profiler, der både kan udfordre strategien, samle forskellige fagligheder og omsætte ambitioner til løsninger, der virker i praksis. Det er præcis den profil, Trine kommer med, og derfor er vi utrolig glade for at få hende med på holdet,” udtaler Lotte Jakobsen, managing director, Accenture Song Danmark.