Kampagnen “So much to enjoy, So close to you” fra VisitAarhus udkommer i sit andet rul nu med en behind the scenes-film, der skal dokumentere processen bag den første del af kampagnen.
Det primære mål med kampagnen, der er lavet i samarbejde med Dentsu X, var at få klimabevidste turister fra Tyskland, Holland og Frankrig til at rejse med tog til Aarhus, opleve regionen uden for højsæsonen og nyde lokale natur- og kulturoplevelser.
Men ifølge en pressemeddelelse fra VisitAarhus og Dentsu X handlede kampagnen ikke kun om at skabe autentiske oplevelser.
Bag kampagnebudskabet var det nemlig også ambitionen at udvikle en kampagne, hvor CO2-reduktion var tænkt ind i hvert eneste valg fra koncept, over produktion til medieindkøb og det slutprodukt, modtageren ser på sin skærm.
63.948 opladninger
Sådan fik Dentsu CO2-forbruget ned
Selve behind the scenes-filmen er ifølge Dentsu produceret af det Oscar-nominerede bureau Jalabert med en såkaldt ’green producer’, der har planlagt produktionens optagelser med CO2-aftryk for øje.
Endvidere er videoproduktionen er målt og dokumenteret via Dentsus samarbejdspartner, AdGreen’s CO2-værktøj, og medieannonceringen er ligeledes målt, optimeret og reduceret med Dentsu Media Carbon Calculator.
Og derudover er der med afsæt i Dentsus ‘Principles for Low Carbon Media Playbook’ lagt en medieplan, der både har medieperformance og lav CO2-udledning som KPI’er, lyder det i meddelelsen.
Kilde: Dentsu
Ifølge meddelelsen skal behind the scenes-filmen fra “So much to enjoy, So close to you”-kampagnen give et ærligt indblik i, hvordan det lykkedes VisitAarhus og Dentsu X at skabe en international destinationskampagne med 72 procent mindre CO2-udledning, end en tilsvarende produktion normalt ville udlede.
“Vi ville undersøge, om vi kunne tage konkrete CO2-reducerende valg hele vejen igennem – uden at gå på kompromis med kampagnens kreative højde eller performance. Nu har vi svaret, og det har givet os et rigtig godt og vigtigt grundlag at bygge videre på,” siger Nanna Fangel-Henriksen, brand manager hos VisitAarhus, i meddelelsen.
I behind the scenes-filmen kan man se, at man udover at skære helt ind til benet i forhold til crew-størrelse på optagelserne, også lod holdet smøre deres egne madpakker og medbringe deres egne vanddunke med postevand.
Julie Daugaard, der er executive strategy & growth director i Dentsu, mener at ’So much to enjoy, So close to you’ er et best practice eksempel på, hvordan man kan integrere CO2-reduktion i alle faser af en kampagne.
”Fra ide til eksekvering. Kampagnen viser, at det er muligt at levere stærke kreativer og høj performance, samtidig med at vi har reduceret CO2-aftrykket med 72 procent,” siger hun i meddelelsen.
Reduktionen af kampagnens CO2-aftryk svarer til 63.948 opladninger af en smartphone, kan man blandt andet se i behind the scenes-filmen.
Både den og en af de tre CO2-decimerede kampagne-film kan du se nedenfor: