Da de slagne riddere er på nippet til at tabe kampen, falder dannebrog pludselig ned fra himlen, imens de bryder ud i en slagsang, der intet har med riddertiden at gøre: ”4-4-4-4-0!”

Har man været i Parken – eller set en af det danske herrelandsholds kampe siden EM forrige sommer – vil man vide, at netop den lettere storladne og selvironiske slagsang er en af favoritterne blandt fans af det danske fodboldlandshold.

Og netop den sang er blevet parret med historien om, hvordan dannebrog faldt ned og bragte kong Valdemar Sejr, ja, sejr for Danmark i Estland i 1100-tallet, i TV 2’s nye kampagne for VM-slutrunden i Qatar. Kampagnen går i luften i dag.

Ifølge Jesper Andersson, der er Brand Manager for Sport, Fri og Charlie på TV 2, har kanalen meget bevidst valgt at sætte et humoristisk twist på sin VM-kampagne.

Holdet bag kampagnen

CMO: Jacob Weinreich
Brand Manager: Jesper Andersson / TV 2
Creative Director: Chaga Signe Bruun / TV 2
Art Director: Sebastian David Zamorski, Kristian Vestergaard, Nicolai Dimon / TV 2
Kreativ producer: Charlotte Refslund / TV 2
Projektleder: Mette Skogmann / TV 2
Instruktør: Jakob Marky, Bacon
Exec. Producer: Samuel Cantor, Bacon
Fotograf: Kasper Wind
Klipper: Ben Canny

”Det er blevet en tradition, at vi laver sportskampagner med humor. Det har vi gjort med de sidste to Tour de France, og vi gjorde det også med vinter-OL. Vi vil gerne vise, at vi har et smil og lune med i de store fællesskaber, og det klæder TV 2’s brand,” siger han.

Store drømme

Kampagnen forsøger grundlæggende at vise den optimisme og det fællesskab, der er om det danske herrelandshold i fodbold netop nu, siger Jesper Andersson.

”Vi skal kunne mærke drømmen om, at vi kan nå rigtigt langt til et VM. Når man har set, hvor godt landsholdet i fodbold er lige nu, så er vi også et sted, hvor Danmark og danskerne har fået en næsten udansk selvtillid,” siger Jesper Andersson.

”Og netop den her 4-0-slagsang er blevet et udtryk for, at vi tør drømme stort. Den har lidt overlegenhed i sig, og selv da vi var bagud med 1-0 til Frankrig i Paris, sang fansene sangen. Det er den indsigt, vi har arbejdet med i kampagnen,” siger han.

Netop det kunne dog godt føre til en lettere storladen kampagne, hvis ikke den var lavet med et ”glimt i øjet”, lyder det.

”Det er vigtigt, at det ikke blev for selvhøjtideligt. Myten om dannebrog og Valdemar Sejr kunne godt blive storladent, så det har vi punkturet lidt, fordi vi som nation er glade for at have humoren med ind.”

Vil dække slutrunden kritisk redaktionelt

Samtidig er der i kampagnen ikke fokus på, at VM-slutrunden under massiv kritik bliver afholdt i Qatar.

Hvad har overvejelser været bag, at der i kampagnen slet ikke er fokus på, hvor slutrunden bliver afholdt?

”Vi har jo ingen indflydelse på, hvor VM bliver afholdt, så vores udgangspunkt har været at holde øjnene på bolden i den her kampagne. Vores kampagnevinkel har været på Danmark og danskere. Sammenhold, begejstring og tro på mirakler. Vi har ikke ønsket at sætte fokus på, hvor slutrunden finder sted. Det er ikke væsentligt for kampagnen,” siger Jesper Andersson.

Samtidig siger han, at TV 2 med kampagnen forsøger at italesætte den forventningsglæde, mange danske fodboldfans har op til slutrunden. Og så, understreger han, vil TV 2 redaktionelt også dække slutrunden kritisk.

”Vi har for mange år siden købt rettigheder til at vise slutrunden. Og vi elsker at dække og vise fodbolden. Men som vi altid har gjort vil huset også lave kritiske historier,” siger Jesper Andersson, der understreger, at han ikke blander sig i eller har indflydelse på TV 2’s redaktionelle dækning af slutrunden.

Du kan se den nye kampagne for VM-slutrunden fra TV 2 herunder. VM-slutrunden går i gang den 20. november, hvor værtsnationen Qatar møder Ecuador. Danmark spiller sin første kamp ved slutrunden den 22. november mod Tunesien.

For at se indholdet skal du acceptere cookies.

Opdater dine indstillinger