Vi skal tilbage til finanskrisen for at finde en lignende fyringsfrygt.

Dengang frygtede en fjerdedel af danskerne på grund af den økonomiske situation i verden at få en fyreseddel stukket i hånden. En frygt, der flere steder var velbegrundet. Det viste en undersøgelse i foretaget af a-kassen ASE i 2010 ifølge Politiken.

Samme niveau ligger fyringsfrygten blandt marketingansatte i en ny undersøgelse fra Business Danmark. Her svarer i alt 24 procent, at de i høj eller nogen grad det sidste halve år har frygtet en fyring på grund af økonomien. Det fordeler sig på 10 procent, der frygter det i høj grad – og 14 procent, der frygter det i nogen grad. I alt har 486 kolleger svaret på undersøgelsen.

”Jeg kan desværre godt forstå dem. For ser man på ledigheden generelt, så er den i resten af samfundet rekordlav. Men ser vi på marketingbranchen, så ligger den dobbelt så højt som den generelle arbejdsløshed. Så det er ikke en ubegrundet nervøsitet,” siger Martin Kildgaard Nielsen, der er adm. direktør i fagorganisationen Business Danmark, der står bag undersøgelsen.

Halvdelen har været bekymrede

Det er samtidig lige knap halvdelen i undersøgelsen, der svarer, at de slet ikke frygter en fyring. Med andre ord har halvdelen af marketingansatte det sidste halve år været bekymrede for at miste arbejdet.

Martin Kildgaard Nielsen kan også godt se, at reklame- og marketingbranchen kan have det svært i en tid med svingende økonomi og usikre fremtidsudsigter.

”Når man følger med i jeres nyhedsbreve, kan man også se, at man på bureausiden har haft det svært i en årrække. Det er derfor ikke uforståeligt, at der er en frygt,” siger han.

Martin Kildgaard Nielsen vurderer også, at fremkomsten af AI spilder ind i forhold til jobtrygheden.

”Digitalisering og især AI skubber helt sikkert på frygten. Der må man bare sige, at marketing er forrest i bussen, hvad det angår.”

Flere freelancere

Samtidig vurderer han også, at de helt store politiske rammer på verdensplan kan spille ind over for marketing.

”Der er kommet en herre i præsidentstolen i USA, som gør det noget nær umuligt at spå om fremtiden. Han har været om sig i de første tre måneder, efter han blev valgt. Og specifikt de toldtrusler, han er kommet med, får mange virksomheder til at holde hestene, indtil vi får en lille smule mere vished for, hvad fremtiden bringer.”

Hvordan oplever I, at virksomhederne faktisk reagerer på det her?

 ”Det betyder ikke nødvendigvis et totalt stop for ansættelser. Men det kan betyde et skifte, hvor man som virksomhed i højere grad ser på midlertidige ansættelser eller freelancesegmentet. Og at man hyrer ressourcer ind den vej i stedet for at binde en helt fast lønmodtagerressource.”

Færre forsøgt rekrutteret

Udover frygten for at blive fyret, så overvejer en markant del af marketingansatte i undersøgelsen også at skifte job. Her angiver 69 procent, at de har overvejet at skifte job inden for de sidste 12 måneder. Samtidig angiver 47 procent, at de er blevet forsøgt rekrutteret de sidste 12 måneder.

Det er dog lidt mindre, end da Business Danmark stillede samme spørgsmål i 2024 – her var 56 procent blevet forsøgt rekrutteret inden for et år. Med andre ord falder mængden af nye job i marketing også en smule. Derfor er det også centralt, at man som marketeer sørger for at holde sig så fagligt skarp som muligt, siger Martin Kildgaard.

Det kan blandt andet være ved at efteruddanne sig inden for AI, så man ikke bliver udkonkurreret her.

”Det bedste, du kan gøre, er at opkvalificere dig. Hold dig ajour med udviklingen, tag relevante kurser og uddannelser og øg din markedsværdi. Det er vores klare anbefaling.”

Og så det vigtigt for ham at minde om, at det ikke er givet, at tingene kun kommer til at gå økonomisk dårligere for danske virksomheder.

”Skal man vende usikkerheden til noget positivt, så kan økonomien også overraske godt. Meget tyder på, at vi lige nu i Europa også efter mange års stagnation ser, at man er ved at vågne fra sin dvale. Over grænsen er den tyske økonomi ved at vågne, og det kan påvirke os positivt, fordi det er tættere på end USA,” siger direktøren for Business Danmark.