Ikke overraskende er Facebook stadig virksomhedernes foretrukne reklamesøjle. Det viser en ny undersøgelse fra Ingager, et af Nordens største bureauer inden for Facebook-marketing.
Ingager har foretaget en undersøgelse blandt 100 virksomheder på tværs af Europa, hvor de adspurgte er spurgt om deres forhold til Facebooks platform som marketingværktøj – og deres brug af andre sociale medier i marketing.
Svarene viser, at Facebook er vokset i omfang som reklamesøjle for virksomhederne. Særligt set i lyset af pandemien, hvor e-handlen har haft gode vilkår.
60 procent af virksomhederne i undersøgelsen har svaret, at de har øget deres budget til markedsføring via Facebook i 2021, mens 56 procent har gjort det samme på Instagram.
”Dermed fastholder Facebook sin position som den vigtigste kanal for markedsføring via sociale medier, og der er ingen grund til at denne udvikling skulle stoppe”, skriver Ingagers CEO, Jimmy Jakobsson, i en pressemeddelelse.
Vi har samlet resten af undersøgelsens pointer her.
- Konvertering er blevet hovedmålet
Siden Ingagers sidste Facebook-undersøgelse er virksomhedernes fokus skiftet fra at være på både reach og konverteringer på Facebook, til at konverteringer er det grundlæggende mål. Fokus på at konvertere er steget fra 37 til 57 procent, mens fokus på reach er faldet til under 30 procent.
”Da konvertering fortsat er hovedmålet for virksomhedens brug af sociale medier, øges vigtigheden af at kende deres publikum for at forblive relevant – især da den digitale markedsplads er ved at blive overmættet med virksomheder, der forsøger at markedsføre deres varer. Konkurrencen om annoncepladser på sociale medieplatforme vil sandsynligvis fortsætte, hvilket vil belønne dem, der udmærker sig ved annoncering på sociale medier”, skriver Jimmy Jakobsson.
- Instagram og LinkedIn tordner frem
De to sociale medier Instagram og LinkedIn er vokset voldsomt i virksomhedernes optik. Siden Ingagers seneste undersøgelse i 2017 er antallet af virksomheder, der anvender de to sociale medier, vokset fra omkring 30 procent for begge til henholdsvis næsten 100 procent for Instagram og 82 procent for LinkedIn.
- Gamle og nye sociale medier vinder frem
Og så er den gamle traver Pinterest ved at få fornyet liv. Mediet blev brugt minimalt i 2017, men nu bruger cirka hver femte virksomhed det i sin markedsføring. Også TikTok er ved at skabe sig en plads i markedet for markedsføringskanaler. Omkring 30 procent af virksomhederne bruger det til online marketing, viser undersøgelsen.