Aarhus-baserede Unik Media har netop produceret en global reklamekampagne for BoConcept og Bjarke Ingels Group (BIG).

Fem år gamle Unik Media, der kalder sig et ”kreativt produktionsselskab”, består af Marcus Møldrup, der er creative director og Mark Jensen, der er managing director.

Selvom tomands-foretagendet ikke er klassisk skolet, har de tidligere haft opgaver for blandt andre Bluetooth, PanzerGlass og Dansk Retursystem. Men denne løsning for BoConcept og BIG’s er deres største til dato.

Omdrejningspunktet for kampagnen er BoConcept og BIG’s samarbejde om den nye “Nawabari” møbelkollektion, og kampagnen udrulles i over 60 lande, med fokus på bl.a. Japan, hvor inspirationen til designet og navnet på kollektionen er hentet.

Ser op til kunden

Hvordan landede I opgaven for BoConcept og BIG?

”Vi har igennem flere år arbejdet en god relation op til BoConcept, hvor vi har hjulpet med forskellige filmprojekter, grafiske opgaver og stillfotografi. Det er en fornøjelse at arbejde med dygtige, kreative og ambitiøse mennesker og at tilliden fra deres side af endnu fortsætter,” skriver Marcus Møldrup og Mark Jensen i en mail til mediet Markedsføring.

“Da vi modtog briefen, var vi oppe at køre over at projektet var i samarbejde med BIG – Bjarke Ingles Group, da det også er en virksomhed som vi kreativt ser meget op til,” tilføjer de.

I har stået for alt fra instruktion til stills. Hvad var den største udfordring for jer i forløbet?

”Med mange stærke kreative hjerner på holdet, både fra deres og vores team af, gik alt op i en højere enhed og dermed har udfordringerne være minimale,” skriver duoen og tilføjer:

”Dog vil vi nok pege på udfordringen med at forstå, og omformulere til en kampagne, de kreative aspekter i hele kollektion, design-processen bag og hvordan vi skulle fortælle dette primært på en herofilm på 90 sekunder.”

Stolte af sig selv

Hvad er I mest stolte af ift. jeres kampagne?

”Det vi er mest stolte af er, at vi som to unge mennesker uden en formel uddannelse har arbejdet Uniks kreative- og produktionsevner op et niveau over de sidste fem år, hvor vi får muligheden og tilliden til at udvikle og producere en global kampagne sammen med to af Danmarks største og sejeste virksomheder.”

Marcus Møldrup og Mark Jensen tilføjer:

”Derudover er vi også ret stolte af at vores første udkast på det kreative scope ikke ligger særlig langt fra det, som er endt med at være den færdige kampagne – det synes vi er ret fedt.”

Du kan se kampagnens hero-film nedenfor.