Den højbenede ’københavnerbænk’, som TV 2 for to år siden lancerede som del af klimakampagnen ’Vores jord – Vores ansvar’, har nu også fået plads på den globale scene: Ved FN-bygningen i New York.
Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.
Dermed trækker den danske klimakampagne spor helt ind i FN. Bænken er stillet op i forbindelse med FN’s vandkonference i New York, hvor fokus spænder fra drikkevand i verdens fattigste egne til klimasikring af verdens største kystbyer.
Og således sluttes cirklen fint for bænken, der oprindeligt blev udviklet af TV 2’s kampagneteam for at synliggøre en af hovedkonklusionerne fra FN’s klimarapport: Når temperaturerne stiger, så kan vandstanden risikere at stige markant.
”Vi er selvfølgelig begejstrede og stolte over, at bænken kan bruges i en sådan sammenhæng og understøtte fortællingen om en af de synlige konsekvenser af klimaforandringerne. Det er den ypperste anerkendelse af ens arbejde,” siger TV 2’s CMO, Jacob Weinreich, i meddelelsen.
Har skovlet priser ind
Bænken med de lange ben dukkede første gang op på offentlige pladser i København, Odense og Aarhus i april 2021, som del af TV 2’s klimakampagne ’Vores jord – Vores ansvar’,
" Vi er stolte af, når et kampagnegreb som dette kan bruges til at gøre debatten om klimaet mere håndgribelig.Jacob Weinreich, CMO, TV 2
Kampagnen rummede ud over bænken også en film med skuespilleren Rasmus Botoft, samt en stribe visuals med kendte personer som blandt andre søfarer og TV 2-vært Mikkel Beha Erichsen ’på bænken’.
I løbet af sommeren kom flere bænke op rundt om i landet – i Esbjerg, Aalborg, Skive, Roskilde, Nykøbing og Arnager på Bornholm – og mange både danske og internationale medier viste interesse for de tårnhøje bænke som symbol på konsekvenserne af klimaforandringerne.
På de store award-scener har ’Københavnerbænken’ efterfølgende nærmest skovlet priser ind.
Herunder ikke mindst tre gange Grand Prix ved Clio Entertainment 2022, to guld ved Epica Awards, bronze ved Eurobest og både Kampagneprisen og Kreativ Outdoor-prisen ved Rambukken 2022.
Artiklen fortsætter under billedet.

Den er desuden sendt ind til flere 2023-awardshows, herunder CCA, D&AD, Cannes Lions og Promax.
Foræres til byen New York
Efter FN-konferencen i New York bliver ’københavnerbænken’ ved et C40-event på Det Danske Konsulat foræret til byen. C40 er et globalt netværk af borgmestre, der samarbejder og deler erfaringer om klimaproblemstillinger.
Konkret overrækkes bænken til Rohit T. Aggarwala, der er ‘Commissioner of the New York City Department of Environmental Protection’.
Efter konferencen flyttes bænken til et sted nær vandet i New York.
Og det er, skriver TV 2, ’en prestigefyldt anerkendelse af ’københavnerbænken’ som symbol på en global problemstilling’.
Jacob Weinreich glæder sig over, at det danske kampagnegreb kan skabe international samtale og debat.
”Bænken har været med til at skabe vigtige samtaler, og vi er stolte, når et kampagnegreb som dette kan bruges til at gøre debatten om klimaet mere håndgribelig.”