Filmen ”Planes” fra danske Velux blev lanceret i foråret, og den har siden gået sin sejrsgang i branchemedier fra hele verden.
Det viser ny tal og oplysninger, som Velux og bureauet Twenty, der står bag filmen, har delt med Markedsføring.
Tallene i casen viser blandt andet 30+ internationale omtaler i medier fra USA, Spanien og England til Tyskland, Asien og Australien.
Blandt medieomtalerne finder man f.eks. The Drum, Little Black Box, Campaign, Shoot, Fonk, Marketingtribune, The Stable, Roastbrief og Famous Campaigns.
Samlet har filmen – der er en del af virksomhedens brandplatform “Look Up” – ifølge parterne nået 68,6 millioner estimerede visninger, en samlet potentiel rækkevidde på mere end tre milliarder seere og en PR-værdi svarende til en ROI på omkring 200 procent.
" ”Med ”Look Up” har vi dokumenteret, at en stærk brandplatform kan skabe markant international opmærksomhed.Christian Vilgaard Thomsen, vice president Regional Marketing, Velux
Og det glæder man sig over hos Velux og Twenty.
“For os handler succes ikke kun om rækkevidde, men om at vores brandplatform bliver taget op og fortolket af nogle af verdens mest respekterede branchemedier,” skriver Twentys co-founder og CERO, Thomas Bjerg, i en kommentar til tallene og tilføjer:
”Den internationale omtale bekræfter, at en stærk kreativ idé med et langsigtet strategisk fundament kan skabe opmærksomhed langt ud over kampagnens egen levetid.”
”Viljen til at tænke langsigtet”
I filmen følger vi en lille pige, der ikke kan lade være med at kigge op mod himlen i alle tænkelige situationer – fordi hun er fascineret af fly. Hendes far får derfor lavet et vindue, som åbner hendes værelse mod himlen, så hun kan se de fly, der passerer over hende.
Artiklen fortsætter under billedet.
For flyene er ikke bare symboler på rejselyst og fjerne destinationer: De har en dybt personlig betydning for pigen.
Filmen hører ligesom sidste års film “Starstruck” under brandplatformen ”Look Up”.
”Starstruck” var specifikt rettet mod det svenske marked, der historisk har været en svær nød at knække for den danske ovenlysvindue-virksomhed, mens ”Planes” blev lanceret bredere – og Christian Vilgaard Thomsen, der er vice president Regional Marketing hos Velux, glæder sig over de hidtidige resultater.
“At bygge et brand i en kategori med lange beslutningsprocesser kræver tålmodighed, mod og viljen til at tænke langsigtet,” skriver han i en kommentar til Markedsføring og uddyber:
”Med ”Look Up” har vi dokumenteret, at en stærk brandplatform kan skabe markant international opmærksomhed og samtidig løfte brandkendskabet til det højeste niveau, vi har målt i Sverige. Kendskabet og forståelsen af vores brand er et nødvendigt fundament for fremtidig vækst.”
Glæder sig over omtalen
Samlet er filmen omtalt meget bredt i de internationale branchemedier, hvor den også får pæne ord med på vejen.
" Vi er særligt tilfredse med bredden og kvaliteten af omtalen.Farah Dib, co-founder og kreative direktør, Twenty
The Drum er blot et af flere medier, der har kåret filmen som ’Ad of the Day’, og flere af branchemedierne har også delt deres artikler på bl.a. LinkedIn og X.
Og netop den brede omtale glæder Farah Dib, co-founder og kreativ direktør på Twenty.
“Vi er særligt tilfredse med bredden og kvaliteten af omtalen. Når medier som The Drum, Ads of the World og Famous Campaigns vælger at fremhæve arbejdet og flere af medierne ovenikøbet vælger kampagnen som “Ad of the Day” er det en stærk anerkendelse af både den kreative idé og den strategiske retning bag ‘Look Up’-platformen,” skriver hun til Markedsføring.
Se eller gense ”Planes” herunder – svenske Camp David Film har produceret og Louise Wachtmeister har instrueret.
Musikken er den den norske singer-songwriter SKAAR’s nyfortolkning af det klassiske Joni Mitchell-nummer “Both Sides Now” fra 1969.