Sverige har notorisk været en svær nød at knække for Velux.
Derfor går Velux nu i markedet med en ny brandplatform og kampagne i nabolandet. Bag kampagnen står bureauet Twenty.
“Det er ingen hemmelighed, at kendskabet til Velux, og forståelsen af det vores brand leverer, er lavt i Sverige sammenlignet med resten af Europa,” lyder det fra Christian Vilgaard Thomsen, senior marketing director hos Velux, i en pressemeddelelse.
Skal røre svenskerne
Ifølge Christian Vilgaard Thomsen skyldes udfordringerne i Sverige blandt andet særlig arkitektur og lovgivning. Men der er også brug for, at Velux selv tager skeen i den anden hånd over for svenskerne og arbejder med at rykke brandet.
“Kampagnen har til formål at inspirere og røre noget dybt følelsesmæssigt hos vores svenske kunder. Et marked, hvor vi har lavt kendskab og lav penetration sammenlignet med vores mere modne europæiske markeder,” skriver Christian Vilgaard Thomsen i en opfølgende mail til Markedsføring.
Velux håber, at kampagnen kan vække følelser hos de svenske forbrugere.
“Denne strategi handler om mere end funktion – den handler om at vække drømme, åbne vinduer til nye muligheder og invitere “Sky light” ind i vores hjem og liv. Det er en invitation til at kigge op, tænke anderledes og frigøre det skjulte potentiale i at forvandle rum i vores hjem til yndlingssteder, der forbinder os med verden udenfor og, vigtigst af alt, med dem, vi holder af,” skriver han.
Brandet skal arbejde meget stærkere
Hvad er målet for den nye retning for Velux’ kommunikation?
“Velux har gennem mere end 80 år bygget en stærk position i “ovenlysvinduer”, hvor vi sidder tungt. Vækst skal komme gennem en stærkere kategorirelevans og positionering i “Home improvement”, hvor vi er en lille spiller,” skriver Christian Vilgaard Thomsen.
“For at styrke positionen skal vores brand arbejde meget stærkere for os,” skriver Velux’ senior marketing director, der desuden tilføjer, at kampagnen også er i tråd med den kommunikative strategi, Velux har i resten af Europa.
Fra Farah Dib, der er medstifter af Twenty, lyder det, at det har været en spændende opgave at gå i krig med Velux.
“Velux er et brand med en stærk genklang på sit hjemmemarked, men står over for en vigtig forretningsudfordring i Sverige – netop den slags udfordringer, der får os ud af sengen hver dag. Udfordringen er spændende i sig selv, men vi tror på, at langsigtede brandplatforme baseret på indsigt og strategi er vejen til at skabe effektiv, moderne reklame. Vi har kun taget det første skridt i etableringen af platformen og har meget mere spændende på vej næste år,” skriver Farah Dib i en mail til Markedsføring.
Du kan se den svenske kampagne fra Velux her: