Da jeg ringede til min mand og sagde, at jeg var blevet fyret, var han stille et øjeblik. Og så sagde han “tillykke, lad os fejre det med sushi og champagne i aften og finde ud af, hvad det næste skridt skal være”.
Det var hans måde at italesætte det som en mulighed for at lave noget andet på. Den positive energi havde jeg behov for, for jeg vidste ikke, hvilket ben jeg skulle stå på i øjeblikket.
Det var en fed tilgang til en fyring. De færreste får noget ud af at være vred eller sur. Hvis du bliver fyret på et horribelt grundlag, er det en anden situation, men ellers vil jeg opfordre til, at man ser det som en mulighed og et skub på vej til næste karriereskridt.
Spurgte du mig før min fyring, ville jeg altid sige, at en fyring ikke er en god ting. Det er nogle andre, der tager beslutningen om, at I ikke skal samarbejde længere. Du har ikke selv indflydelse på det. Men også fordi det er forbundet med nederlag og noget skamfuldt. I øjeblikke følte jeg også de følelser, og det var ikke det fedeste at sige, at jeg var blevet fyret.
Mette Læssøe Johansen
- 29 år.
- Bor i Vejle med sin mand og to børn.
- Har været ansat hos rekrutteringsbureauet Right siden august 2023.
- Er for tiden i gang med at starte bureauets Aarhus-afdeling op.
- Har en bachelorgrad i Dansk Sprog og Litteratur fra Københavns Universitet og en kandidatgrad i Retorik fra Aarhus Universitet.
Det lykkedes mig at vende de følelser. Jeg kiggede på det, som jeg havde fået ny erfaring. Både erhvervsmæssigt fra min stilling og selve fyringen. Så hvordan fik jeg sat det i spil i en ny rolle?
Og så måtte jeg finde ud af, hvad jeg skulle, uden at dvæle for meget ved fyringen, for jeg havde stadig meget blod på tanden i forhold til at komme ud og bruge min faglighed. Jeg havde ikke lyst til at træde vande og bure mig selv inde.
Jeg blev fyret i starten af 2023, og det kom ikke bag på mig. Jeg sad på et reklamebureau, og branchen var hårdt ramt. Jeg kunne se, at der landede færre og færre opgaver på mit bord, og det var også nogle andre opgaver, end jeg var ansat til i min rolle. Jeg var specialist, og det er min oplevelse, at vi oftest ryger, når der er fyringsrunder. Derfor kom det heller ikke bag på mig, og det gjorde det nemmere for mig at acceptere det.
Det er de færreste arbejdspladser, der formår at holde noget så væsentligt som en fyringsrunde væk fra medarbejderne. Det kan du fornemme.
Der er et andet pres og du bliver stillet nogle andre krav. Jeg tror ikke nødvendigvis, at det er hensigtsmæssigt, at arbejdspladsen holder det skjult. Min daværende arbejdsplads var god til at holde os opdateret løbende, både når situationen var skidt, og når den var god.
" Det er min fyring, det er min historie, og jeg er vokset af det og blevet en erfaring rigere.Amalie Allerslev
Selve fyringen tog ikke meget mere end fire minutter, og så var jeg ude igen. Der var ikke så meget at sige til det, og jeg forstod som sagt beslutningen. Jeg fik fri resten af dagen, hentede mine ting og krammede min afdeling farvel. Og så gik resten af dagen med opkald og beskeder fra kolleger, der var berørte over situationen.
Det var en følelsesladet dag, men jeg husker ikke tilbage på det som en dårlig dag. Særligt husker jeg støtten fra alle omkring en. Jeg kan stadig finde på at genlæse de beskeder, jeg modtog den dag. Det gør, at man føler sig værdsat og har nemmere ved at acceptere, at andre tager så svær en beslutning for en.
Det skal nok gå. Det er et banalt at sige, men når du står i situationen, hvor du har fået en fyreseddel, og du tænker på, hvordan du nogensinde skal betale regninger, imens jobmarkedet ikke flyder med fede stillinger, kan det hele virke totalt uoverskueligt.
Det gjorde det også for mig. Men det skal nok gå, og det ville jeg ønske, at jeg havde mindet mig selv mere om. Selvom jeg nok havde tænkt rend og hop, hvis nogen havde kommet med det råd, lige da jeg var blevet fyret. Og selvom det er svært, så se det som en mulighed. Tving dig selv til det.
Fyret
I den kommende tid sætter Markedsføring fokus på et presset jobmarked, fyringsrunder i reklame og marketing og hvordan man kan håndtere sin fyring.
Du kan blandet andet høre personlige fortællinger fra Nynne Munk og Sven Houlberg, og få dit nyeste tal om et jobmarked, der styrtdykker.
Mit andet råd erat tage imod fridagene fra arbejdspladsen. Giv dig selv tid og plads til at trække vejret og hvile i situationen. Det hele skal nok gå, selvom du venter tre dage med jobsøgningen.
Jeg gav ikke mig selv tid til at finde mig selv og slappe af, og det førte til en efterreaktion. Jeg kørte på så højt niveau, efter jeg var blevet fyret, at da jeg gik på sommerferie, var jeg helt enormt træt. I stedet skulle jeg have landet i situationen og processen.
Det kan være svært at tage chancer i sin karriere. Vi har alle regninger, der skal betales, så at sige op uden at have noget i baghånden er grænseoverskridende for langt de fleste. Udnyt din fyring til at prøve noget nyt.
Måske vigtigst af alt er, at alle reaktioner på fyringen er okay. Der er ikke én følelse, der er korrekt, det kommer an på dig og din situation.
Jeg skrev om min afskedigelse på LinkedIn halvandet døgn efter, at jeg var blevet fyret, fordi jeg ville videre. Jeg var meget opmærksom på, at det ikke måtte lyde som en bitter besked, for det var en fed arbejdsplads. Jeg kunne lide mine kolleger, og jeg var ikke pinlig over at være blevet fyret. På trods af at det var et hak i stoltheden.
Jeg havde også brug for, at det var mig, der meldte det ud, og det ikke blev et rygte i branchen. Jeg ville eje min fortælling og sige, at her er min historie, jeg er blevet fyret, og hvad skal der ske nu. Jeg lever af at skrive tekster, derfor brugte jeg også opslaget til at vise, hvad jeg kan, og hvordan min tone er.
Bagefter tænkte jeg meget over, hvorvidt jeg skulle lægge det op eller ej. Jeg frygtede nul likes og ingen kommentarer, eller at andre kunne tænke: “hold da op, hun er ikke særlig dygtig til sit arbejde, hvis hun kan blive fyret”. Det føltes som et stort spring at sende det ud i verden.
Men mine værste tanker blev hurtigt gjort til skamme. Det var heldigt, at jeg havde fri de dage, så jeg kunne svare på alle henvendelser og telefonopkald, der kom.
I dag er jeg content manager hos rekrutteringsbureauet Right. I alt var jeg til tre samtaler og havde endnu en i bogen, så på den front hjalp det også at være åben om min situation. Jeg har fuldstændig fundet mig til rette hos Right, og jeg har fået en fleksibilitet, jeg ikke vidste var mulig.
Det hjalp mig at være åben og snakke om det. Det er min fyring, det er min historie, og jeg er vokset af det og blevet en erfaring rigere.