683 mio. kroner omsatte Wavemaker for i 2021, hvilket er den højeste omsætning i bureauets fire-årige historie – og en stigning på 24 procent i forhold til året før.

Bureauet, der opstod da MEC og Maxus fusionerede tilbage i 2018, har samtidig lavet et overskud på 17,2 mio. før skat i 2021, hvilket er 12 mio. kroner mere end det overskud Wavemaker lavede i 2020.

“Det er et super tilfredsstillende resultat,” siger CEO, Kristian Bæk-Mikkelsen, om tallene, der kommer fra Wavemakers netop offentliggjorte regnskab.

”Det er det niveau, som vi har været på udkig efter, lige siden vi fusionerede”

Han pointerer, at der på bagkanten af fusionen var en masse processer, der skulle sammenkobles og justeres på tværs af organisationen. Og da det var ved at være på plads, var der en vis pandemi, der gjorde sit indtog.

”Så sidste år var det første år, hvor vi kunne fyre op for alle cylindre. Så på mange måder var det lidt en lakmusprøve på det, som vi har bygget hen imod i mange år – at skabe en diversificeret forretning. Så det er super fedt, at det gik så godt, og vi nåede op på et højt niveau på så mange parametre, som vi har gjort.”

Årsagen til de gode resultater er blandt andet, at Wavemaker vandt en række nye kunder såsom Telia og Novo Nordisk i 2021. Men derudover har bureauet også formået at vækste andre områder af forretningen end mediedelen, som ellers har været dets grundlæggende ekspertise.

Omkring 40 procent af Wavemakers indtjening i 2021 kom, ifølge Kristian Bæk-Mikkelsen, således fra ”ikke medie-relateret aktivitet” såsom bureauets content-, analyse- og business-science forretning.

Tilfredshed topper trods arbejdsbyrde

Udover omsætningsrekord og rekordoverskud i Wavemaker kan Kristian Bæk-Mikkelsen også se tilbage på et år med en kunde- og medarbejdertilfredshed, der ifølge interne undersøgelser har været højere end nogensinde.

Og det på trods, af at bureauets medarbejdere har været spændt for hårdt for i 2021, erkender Kristian Bæk-Mikkelsen.

“Fordi bureauet både har haft succes på new biz-fronten, og har udvidet de eksisterende kunderelationer, har der været et øget arbejdspres, og vi har trukket hårdere veksler på vores ansatte, end man har lyst til. Og det har slidt,” siger han og tilføjer:

”Men jeg må bare sige, at folk herinde har imponeret mig vildt meget. Alle har virkelig trukket et hårdt læs sidste år. Også et hårdere læs end de burde. Og jeg er dybt taknemlig over den indsats, som har været over and above i forhold til, hvad man kan kræve.”

Nøgletal for Wavemaker

2021
Bruttofortjeneste: 683 mio. kroner.
Resultat før skat: 17,2 mio. kroner.
Antal ansatte: 75

2020
Bruttofortjeneste: 549,8 mio. kroner.
Resultat før skat: 5 mio. kroner.
Antal ansatte: 69

Kilde: cvr.dk

Baggrunden for den forøgede arbejdsbyrde skyldes blandt andet også den rekrutterings-udfordring, som branchen befinder sig i for tiden, fortæller Kristian Bæk-Mikkelsen

”Mange bureauer vækstede og folk har omlagt deres arbejdsvaner signifikant i løbet af corona-perioden. Det var simpelthen svært at ansætte nok folk til at styre den vækst, vi oplevede. Det har også betydet, at vores cost-base ikke er vokset på samme måde som vores indtjening, som den ville gøre i normale år, hvor man bare ville ansætte 15 nye folk.”

Men hvordan kan kunde- og medarbejdertilfredshed toppe, når I har været underbemandet?

”Sådan er det jo tit, når tingene går godt, og der er gang i forretningen. Så laver man gode ting, og vinder priser for det arbejde man laver. Og det hele hænger jo sammen. For hvis medarbejderne er glade, så laver de godt arbejde og så bliver kunderne glade. Og så tjener man penge osv. Så det har været en positiv cirkel for os, hvor tingene virkelig har hængt sammen – på trods af presset.”

Men har I nået jeres maksimale grænse for, hvor mange kunder I kan facilitetere? 

“Nej, det tror jeg ikke, vi har. For vi har fået staffet op i forhold til de kunder, vi fik ind sidste år. Så vi er kommet ind i en mere naturlig rytme nu.”

Underbud påvirker strategi

Hvor Kristian Bæk-Mikkelsen ser mandskabs-problematikken som værende det mest udfordrende for Wavemaker i 2021, så har han også oplevet udfordringer med en anden ”evergreen i branchen”, som han kalder det.

”Særligt på de globale pitches kommer det for tit til at handle om at underbyde hinanden for at vinde, og det er ikke nødvendigvis det gode arbejde, der vinder. Og det er bare så usundt, som noget næsten kan være. Og det er jo noget, branchen har talt om i mange år, at man burde bryde ud af.”

Og den fortsatte underbuds-situation bureauer imellem er noget, der påvirker selve strategien hos Wavemaker.

”Det er en helt fast del af vores strategi at udvide vores forretning til en mere balanceret forretning, hvor content, analyse og medie og business science spiller sammen. Det er også vores styrke og den måde vi skaber de bedste resultater for vores kunder. Vi er et full-funnel marketing bureau på, der opererer på tværs af hele Norden.” 

Hvad gør I for ikke at bidrage til denne underbudskrig? 

”Det vi konkret gør, det er, at vi særligt inden vi går ind i pitches, vurderer om der er et godt match i forhold til det, vi kan, og det virksomheden efterspørger. Vi kigger også på, om vi tror, at det er en kunde, som vi både kan gøre glade og lave en gensidig sund forretning på. Og hvis ikke vurderer, at det er tilfældet, så siger vi nej tak til at pitche,” siger Kristian Bæk-Mikkelsen og tilføjer:

”Og det kan nogen gang have store konsekvenser, hvor man tænker “har vi virkelig sagt nej tak til at være med i det?” Men på den anden side, der viser det sig altid at være en rigtig god beslutning i længden.”

Dyre procent skal i mål

Wavemakers omsætning steg som tidligere nævnt med 24 procent fra 2020 til 2021. Men den vækst – der også kom på baggrund af et corona-hærget 2020, forventer Kristian Bæk-Mikkelsen ikke fortsætter på samme niveau.

“Nej, det tror jeg ikke kommer til at ske – og det er ikke noget, vi har sat os som mål.  2021 var et ekstraordinært år i det meste af branchen, Ikke kun hos Wavemaker. Vi forventer at fortsætte på samme høje niveau som i 2021, og vi har lagt en strategi frem til 2025, som hedder at vi skal fortsætte den organiske vækst, vi har haft på de parametre, som vi vækster på; vores medie-, content-, analyse- og vores business science-forretning.”

Ifølge Kristian Bæk-Mikkelsen sigter man efter, at den del af Wavemakers indtjening, der ikke kommer fra indrykninger, skal udgøre halvdelen af bureauets samlede forretning på bruttoavance-niveau.

”Det skal vi nå inden 2025, og lige nu ligger vi på lige under 40 procent. Så det er de dyre procent, som vi skal op og fange nu. For vores mål er jo selvfølgelig ikke, at vi skal nå op på det niveau ved at vores medieforretning bliver mindre. Det er det vi går efter, og det kommer vi til at nå.”