I juni kom det frem, at mediebureaukoncernen WPP Media i Danmark fremover ville arbejde som én samlet enhed – og nu kan nordisk CEO for WPP Media, Jonas Hemmingsen, berette, at den nye, danske ledelse er på plads.
Den nye ledergruppe byder på kendte WPP-navne og profiler, der indtager nye roller i gruppen.
Og den nye ledelsesstruktur, hedder det i en pressemeddelelse fra selskabet, er ”næste skridt i en målrettet transformation”, hvor Mindshare, Wavemaker og EssenceMediacom samles i én juridisk enhed med én P&L (står for Profit and Loss – resultatopgørelse, der opsummerer en virksomheds indtægter, omkostninger og udgifter, red.).
”Vi vil lede den forandring, der sker i markedet – ikke følge den,” udtaler Jonas Hemmingsen i meddelelsen og tilføjer:
”Vores ambition er at være den mest fremsynede partner for CMO’er, der kan navigere i kompleksiteten med klarhed, strategisk retning og hele styrken af vores kompetencer. One-company-strukturen handler ikke kun om effektivitet – det handler om kultur, videndeling og et urokkeligt fokus på kundernes resultater og vores medarbejderes mulighed for at udvikle deres roller og kompetencer i en branche i forandring.”
Nye ansigter og erfarne profiler
Den nye danske ledelsesgruppe består af otte profiler – ni inklusive Jonas Hemmingsen selv.
I spidsen for kundedivisionerne står:
- Patrick Stenberg, managing director, tidligere group client director hos EssenceMediacom Danmark
- Kristian Bæk-Mikkelsen, managing director, tidligere adm. direktør Wavemaker
- Rasmus Fisker, managing director for WPP Aarhus
Herudover består den danske ledelse af følgende:
- Pernille Fruensgaard Øe, chief strategy & growth officer, tidligere adm.dir. i Mindshare
- Johan Spangenberg, managing director med ansvar for WPP Media Activation , tidligere executive director GroupM Nexus
- Helle Appelquist, senior executive director med ansvaret for Content, tidligere executive director GroupM
- Morten Munk-Hansen, COO med ansvar for Operations og People & Culture, tidligere COO i Wavemaker og
- Pia Tellefsen, der fortsætter som CFO.
Hertil er der foretaget to nordiske udnævnelser:
- Jeppe Lehrmann er udnævnt til chief media & innovation officer for WPP Media Nordic. Han var tidligere co-CEO Nordics & managing director Denmark for det, der tidligere hed GroupM Nexus
- Tina Gretlund er udnævnt til nordisk CEO for WPP Medias data- og tech-forretning, Choreograph, og vil lede den danske forretning sammen med Jan Nielskov og Per Vesterbæk, der indgår i Choreographs nordiske ledelse med ansvar for henholdsvis Analytics og Insights. Tina Gretlund var tidligere CEO for EssenceMediacom i Danmark.
De enkelte bureaubrands – Mindshare, Wavemaker og EssenceMediacom – bevares indtil videre som subbrands, men er ikke længere selvstændige juridiske selskaber, ligesom den daglige drift fremover fungerer som én samlet organisation.
Strukturen er, ifølge meddelelsen, ”designet til at levere hurtigere, mere præcist og mere sammenhængende”.
”Kunderne efterspørger fleksible, tværfaglige teams bygget op omkring deres behov. Denne model gør os i stand til at reagere hurtigere og smartere – uanset om det er data science, mediestrategi eller kreativ innovation,” udtaler managing director Kristian Bæk-Mikkelsen i meddelelsen.
" Det er ikke bare en strukturel ændring – det er en ambitionserklæring.Jonas Hemmingsen, nordisk CEO, WPP Media
”Bureauets rolle handler fremover i højere grad om at kombinere strategisk indsigt, kreativitet og teknologi for at løse forretningsudfordringer,” tilføjer Pernille Fruensgaard Øe, ny chief strategy & growth officer hos WPP Media.
Patrick Stenberg, ny managing director, fremhæver i den forbindelse, at WPP Media for nylig vandt Mærsks globale medieforretning, der håndteres fra Danmark på tværs af 130 markeder.
”Denne sejr beviser styrken i vores model,” siger han og tilføjer:
”Vi har haft friheden til at sammensætte et skræddersyet team med den rette kemi, erfaring og dedikation – præcis hvad en kunde af Mærsks kaliber kræver.”
Og Jonas Hemmingsen er stolt af, siger han, hvor langt bureauet er nået:
”Det her er ikke bare en strukturel ændring – det er en ambitionserklæring. Vi er her for at sætte standarden for, hvad en moderne mediapartner skal være – som strategisk rådgiver og eksekverende partner i ét,” udtaler han i meddelelsen og tilføjer:
”Vi kan allerede nu kan mærke, at nuværende såvel som kommende kunder efterspørger præcis det samme, og derfor ser vi øget aktivitet i vores forretning efter skiftet.”
Har I været nødt til at afskedige i denne her proces?
“Det har ikke været en spareøvelse for os – det vigtige er, at vi som bureaugruppe står stærkere i markedet,” lyder det i et opfølgende mailsvar fra Jonas Hemmingsen, der tilføjer:
“Der har været tilpasninger af organisationen ifm. nogle overlappende roller på tværs af bureauerne og organisationen – men lige nu kigger vi på rekruttering i forbindelse med en række nye kunder, som vi netop er i gang med at byde velkommen til WPP Media.”
Ændringerne i WPP Media træder i kraft fra årsskiftet.