Efter af Zoologisk Have i København i efteråret gennemførte en omfattende bureaukonkurrence, som DBCO vandt, er parterne nu klar med første skud i kampagnebøssen.
Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.
Opgaven var at ”skabe et kreativt univers baseret på et grundigt strategisk forarbejde”, og efter at DBCO overtog den kreative dirigentstok, er det gået hurtigt med kernefortælling, kreativ platform, intern lancering i januar og produktion af første kampagne.
Omdrejningspunktet for det hele har været sætningen “Sammen passer vi på verdens dyr”.
Og opgaven har været at fortælle om alt det vigtige arbejde for dyrevelfærd, naturbevarelse og biodiversitet, som ZOO er involveret i. Lokalt, nationalt og internationalt.
Fra baghave til Brasilien
Første kampagne fortæller derfor også grundhistorien om Zoologisk Haves indsatser herhjemme og ude i verden.
Det er historien om at passe på verdens dyr – men også en historie om, at forskellige fagligheder, forskning og passionerede medarbejdere går hånd i hånd i den gamle Have, lyder det i meddelelsen fra, Mai Maria Beck, kommerciel direktør hos Zoo København.
”De fleste kender vores brand og forbinder os med alt det, som foregår inde i Haven. Men vi er meget andet udenfor havelågen, hvilket de færreste nok er klar over,” udtaler hun og tilføjer:
”Det gælder de indsatser for biodiversitet rundt om i Danmark, men også at vores arme rækker helt til Brasilien, hvor vi gennem 40 år har hjulpet den gyldne løveabe fra uddød til en bæredygtig bestand i Brasiliens regnskov.”
Har udviklet nyt spil
Ud over kampagnen har Zoologisk Have sammen med DBCO også udviklet et nyt produkt, der skal sælges i Zoo.
Det er en særlig version af det kendte Klodsmajor, som i denne sammenhæng hedder Verden Vælter – og første udgave har en isbjørn på toppen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Idéen med spillet er at fortælle, at der er låg over, hvor mange brikker, der kan pilles ud før verden vælter, oplyser parterne i meddelelsen.
Det er desuden planen at bygge spillet senere på året som en 12 meter høj installation.
”Vi synes, det er super fedt at aktivere fremfor bare at postulere, så vi er vildt glade for, at ZOO er med på at tænke kommunikation på en anderledes måde. Der er flere aktiveringer i støbeskeen, og vi glæder os til det videre samarbejde, siger Mads Haakansson, founder og creative director hos DBCO.
Kampagnen kører på TV 2 Play, digitale medier, annoncer, skærme i Metroen og i bybilledet i øvrigt og i selve Haven.
Se den nye kampagnefilm her.