Managing director i Minds & Mountains, Mikkel Christian Larsen, har i et debatindlæg rejst en kritik af Arla og deres seneste kampagne: Tradition for fornyelse. Du kan læse hans indlæg her.
I en tid, hvor bæredygtighed og grøn omstilling er på alles læber, er det vigtigt at fremhæve de konkrete skridt, der tages inden for landbruget. Arla har igangsat en række initiativer, der ikke kun sigter mod at reducere miljøpåvirkningen, men også mod at skabe en grønnere fremtid for kommende generationer. Disse tiltag er måske ikke altid synlige ved første øjekast, men de spiller en afgørende rolle i den overordnede indsats for en grønnere verden.
Som en virksomhed, der har været dybt engageret i den grønne omstilling gennem mange år, er det helt afgørende at have en åben dialog og at kunne forklare vores mål og aktiviteter. Det gør vi i den aktuelle kampagne.
Alle vores indsatser er baseret på en ambitiøs strategi, et omfattende virkemiddelkatalog og tusindvis af data. Og selvom jeg er ked af at Mikkel Christian Larsens aktuelle vurdering af Arlas fremskridt, vil jeg gerne takke ham for at sætte fokus på landbrugets og mejerisektorens rolle i den grønne omstilling. Vi værdsætter debatten, da den er vigtig for at skabe en mere oplyst dialog omkring vores arbejde.
Og netop oplyst er kodeordet her. Hvornår mon Mikkel Christian Larsen sidst har været ude og besøge et landbrug, hvis overhovedet? Jeg tror faktisk, at mange af de påstande, der bliver fremført, er baseret på et ikke oplyst grundlag, hvilket jo er ærgerligt.
Så hvis Mikkel Christian Larsen er interesseret i det, så har han hermed en invitation til at komme og opleve et landbrug med egne øjne. Og samtidig opleve, at der måske er mere mellem himmel og jord end Greenpeaces rapporter.
Vil bidrage til debat
Men jeg vil også gerne sætte et par ord på enkelte af Mikkel Christian Larsens påstande i hans indlæg her.
Formålet med vores kampagne “Tradition For Fornyelse” er netop at bidrage til den igangværende debat om landbrugets og mejerisektorens fremtid. Vi ønsker at synliggøre og eksemplificere de tiltag, vi og vores landmænd arbejder med for netop at indfri vores klimamål.
Vi ønsker at skabe en mere nuanceret forståelse af vores arbejde og bidrage til en oplyst dialog om landbrugets rolle i den grønne omstilling. Vi ser det faktisk som vores ansvar at informere om vores indsatser og de resultater, vi opnår.
Mikkel Christian Larsens debatindlæg viser jo faktisk netop behovet for dette. For når vi taler med vores internationale stakeholders, siger de, at Danmark har de landmænd, som resten af verden stræber efter at være. Og jeg tør samtidig godt sige, at hvis der var VM, EM eller OL i landbrug, så ville Arlas landmænd vinde både guld, sølv og bronze.
Arla har en ambition om at blive klimaneutrale i 2050, og jeg tænker, at det er godt for Mikkel Christian Larsen at vide, at vi faktisk allerede har taget konkrete skridt i den retning. Vi har reduceret vores totale klimaudledning med ca. 1 mio. tons CO2 fra 2021 til 2023 på tværs af virksomheden (ifølge Arlas årsrapport faldt deres landmænds udledning fra 16,4 millioner tons CO2-ækvivalenter til 15,2 millioner tons i perioden, red.)
Vi har også forpligtet os til at reducere vores scope 1- og 2-udledninger af drivhusgasser med 63 procent inden udgangen af 2030 sammenlignet med basisåret 2015. Desuden har vi forpligtet os til at reducere vores scope 3-udledninger af drivhusgasser med 30 procent pr. kg standardiseret indvejet rå mælk og valle inden udgangen af 2030 sammenlignet med basisåret 2015.
Arla anerkender udfordringer, vil være en del af løsningen
I år har vi samlet vores bæredygtighedsindsats i programmet FarmAhead™ Technology. Et program, der fremmer den grønne omstilling i landbruget gennem samarbejde, innovation og vidensdeling.
Med FarmAhead™ Check indsamler vi mere end 200 datapunkter; Fra hvad køerne spiser, til hvilken type energi, der bruges på gårdene. Resultaterne verificeres af en tredjepartsrådgiver og lagres i et stort datasæt, der giver os detaljeret indsigt i vores mælkeproduktion på tværs af syv lande i Nordeuropa.
I FarmAhead™ Tillægsmodellen får landmændene point for f.eks. at beskytte biodiversiteten, fodre deres køer effektivt, levere komøg til biogas eller bruge fornybar strøm på gården. Jo flere point man får, jo mere bliver man betalt for sin mælk.
Og alle vores kunder i dansk detail og foodservice er nu med i vores FarmAhead Customer Partnership, hvor de får adgang til nøjagtig og præcis klimadata, som de kan bruge, når de skal rapportere om deres scope 3-udledninger.
Vi anerkender, at der er udfordringer og kritik af landbruget og mejerisektoren, men vi tror på, at vi skal være en del af løsningen og bidrage til den nødvendige grønne omstilling.
Jeg vil gerne takke Mikkel Christian Larsen for hans bidrag til debatten og opfordrer alle til at deltage i dialogen om landbrugets og mejerisektorens fremtid. Vi er åbne for feedback og konstruktive diskussioner, da det er gennem dialog og samarbejde, at vi kan skabe en grønnere fremtid for landbruget og vores planet.
Anne Kjeldsen, Brand & Sustainability Director i Arla Foods.