Vi opfører os ikke ordentligt. Det ved vi godt.
Vi sætter varer over natur, ejendomsret over miljø, og vi prioriterer, de mennesker vi kender, over dem vi ikke kender.
Vi opdrætter dyr i bure, og vi fører krig for at beskytte vores landegrænser. Sådan har det været lige så længe, mennesket har dokumenteret sin færden. L
ige så længe vi har haft et sprog. Her på det sidste har jeg fået den snigende mistanke, at det måske kan være sprogets skyld, at vi opfører os, som vi gør. Eller nærmere: grammatikkens.
Sprog skaber jo som bekendt vores tanker og vores syn på verden, og grammatikkens regler dikterer dette syn. Det er de rammer, sproget følger. Nu må du ikke misforstå mig: Jeg bebrejder ikke den logiske grammatik. Den, der hjælper læseren på vej. Den, der bestemmer, at vi skal starte hver sætning med stort. Den regel giver nemlig mening.
Nej, jeg retter mine skyts mod den prioriterede grammatik. Den, der sætter nogle ord over andre. Den, der bestemmer, hvilke ord, der starter med stort, og hvilke, der ikke gør.
Om debattøren
Tina Frank er uddannet art director med stor baggrund fra branchen og forfatter. Hun er netop udkommet med bogen Indrømmelser om blandt andet sin tid i reklamebranchen, der har givet hende dårlig samvittighed over det aftryk, hun har sat i verden. Bogen er udgivet af Kronstork.
Hvad, der er vigtigst i samtalen.
Jeg er vigtigere end grisen
Lad mig komme med nogle eksempler. Mit navn er Tina Frank. Jeg bor på Bryggergade i Danmark. Jeg drikker alt for meget Pepsi Max. Jeg har en golden retriever, der hedder Melvin. Han har sin egen kurv, adgang til have, bliver luftet tre gange om dagen og nusset bag ørerne lige så meget, han orker.
Lad mig komme med nogle andre eksempler. Knap 600.000 bangladeshere lever i dag som moderne slavere. Insekter uddør. Isbjerge smelter. Skove brænder. Temperaturer stiger. Uden at jeg gør noget. Eller i hvert fald uden at jeg gør noget godt. Jeg spiser grise, der bor i bure, indtil de bliver slagtet. Grise, der ikke har nogen have eller nogen kurv. Og jeg siger ikke, at slagtegrisens kummerlige liv udelukkende er grammatikkens skyld. Selvfølgelig ikke.
Men jeg siger, at den afslører noget om vores prioriteringer – og at den måske forstærker dem. Og hvis den forstærker dem, kan den måske også bruges omvendt: Til at ændre vores prioriteringer.
Vi så det under COVID-19. Vi havde en pandemi, der pludselig blev så alarmerende, at navnet skulle forkortes, og alle bogstaverne skulle skrives med stort. Pennen er stærkere end sværdet Lad os gøre det samme for miljøet.
Lad os skrive VANDLØB med store bogstaver. BØGETRÆ. BI. Lad os forære versalerne til landbrugsdyrene. Lam, Gris, Orne, Kylling.
Lad os droppe vores elskede brands grammatiske fordel og kalde vores supermarked for rema tusind. Lad os give Tog, Bus og Offentlig Transport en fordel fremfor tesla og toyota.
Lad os give en grammatisk hestesko til alt det, der eksisterede før os.
Vintergækken, Borebillen, Grundvandet. Lad os sørge for, at forfatteren og art directorens dropper sin selvfedme og begynder at kalde sig for tina frank. Der bor på bryggergade i danmark og drikker al for meget pepsi max.
Og hvis det lyder naivt, så lad os i det mindste lave en kampagne, der kører hvert år på verdens miljødag den 5. juni. Tænk, hvis alle aviser og hele internettet brugte prioriteret grammatik den ene dag.
Kunne det måske være noget for denne målgruppe?
