Debat: Bureaubranchen skal stoppe med at have ondt af sig selv

Jeg har altid gjort en dyd ud af at snakke med så mange kolleger på tværs af branchen som overhovedet muligt.

Det er nemlig sundt ikke kun at snakke folk indenfor sit eget CVR-nummer, men faktisk komme rundt og tage temperaturen på tværs af organisationer.

Det seneste års tid har jeg imidlertid registreret en lidt bekymrende (og ikke mindst irriterende) tendens:

Den danske bureaubranche er ved at udvikle sort-bælte-færdigheder i organiseret selvmedlidenhed.

Vi taler om “de gode gamle dage”, som fortidens praksis er en naturlov, og vi sukker dybt over, at verden har den frækhed at ændre sig under fødderne på os.

Det er på tide at tørre øjnene og komme ind i kampen.

Vi prædiker transformation for vores kunder. Vi fortæller dem, at de skal være modige, genopfinde deres forretningsmodeller og omfavne disruption.

Men når det kommer til os selv? Så er vi langt og bredt bedst til at synes det er synd for os, at tiden ikke står stille.

Det er svært at forandre sig. Gu’ er det.

Men vi kan passende kanalisere vores indre Kennedy og huske os selv på, at nogle gange skal vi vælge det svære, fordi det er svært: “We choose to go to the moon – not because it is easy, but because it is hard.” 

Hvis det var nemt, var vores rådgivning intet værd. Det svære er selve eksistensgrundlaget for vores branche. Så stop med at brokke dig over, at det er op ad bakke. Det er det, du får løn for at navigere i.

Tre områder, hvor vi som branche trænger til en kold afvaskning:

1. Accountability og business cases.

Vi må holde op med at tro, at vi er berrettigede til et budget, fordi vores idé er “kreativ” eller “teknisk elegant”. Kan vi ikke præsentere en business case, der forsvarer vores tilbud, har vi ikke ret til at lave det.

Vi skal holde op med at være fornærmede over, at CFO’en stiller spørgsmål – og i stedet blive dem, der leverer svarene.

2. Generationsledelse.

Der bliver talt utroligt meget om “de unge”, som om de er en fremmed art, der er landet i receptionen.

Hvis vi ikke kan forene os med vores yngste medarbejderes måde at arbejde på, er én af to ting gået galt: enten har vi ansat de forkerte, eller også sidder vi fast i en ledelsesstil fra i går. Uanset hvad peger pilen på os selv – ikke på medarbejdernes fødselsår, eller for den sags skyld deres arbejdsmoral.

Jeg er træt at at skulle tale om, at unge generationer er forkælede eller særligt sårbare. Jeg vil langt hellere tale om, hvorvidt vi driver vores teams og organisationer på en måde, der ikke er fanget i industrisamfundet.

3. AI og de nye prismodeller.

Vi kan ikke blive ved med at malke de gamle timeregnskaber, mens AI gør flere og flere manuelle processer overflødige.

Det er her, transformationen for alvor gør ondt, fordi den rammer pengepungen. Det er også præcist her, vi skal vise, at vi faktisk tror på de teknologier, vi sælger til vores kunder.

Vi kan ikke sælge “digital transformation” om formiddagen og sidde og klynke over AI og nye krav om eftermiddagen.

Vil vi tages seriøst som strategiske partnere, skal vi stoppe med at være de mest hårdnakkede skeptikere overfor vores egen fremtid.

Transformation gør ondt. Men alternativet – at sygne hen i et ekko-kammer af nostalgi – er langt værre.