Vi har haft ChatGPT siden 2022, men det var først den 5. februar 2026, at den nye AI-virkelighed for alvor indtraf.
Her lancerede Anthropic en ny sprogmodel – Claude – og med ét kunne alle bygge alt. Claudes Opus 4.6 er så kraftfuld og god til at arbejde med softwarekode, at vi, der udvikler digitale produkter til daglig, taler om et ”før og efter Opus 4.6”.
Men når det er blevet så meget nemmere at bygge digitale produkter og applikationer, bliver spørgsmålet for marketing- og produktteams: Hvad skal vi bygge?
Og kan virksomhederne nå at få det godkendt internt, inden konkurrenten lancerer en lignende eller måske endnu bedre løsning? Eller for den sags skyld et helt nyt produkt?
En ny flaskehals
Eksekvering er ikke længere flaskehalsen. Det er virksomhedens interne beslutningsprocesser.
Med de nyeste sprogmodeller og sammensætningen af flere AI-agenter, der sammen løser komplekse opgaver, oplever jeg, at udviklingsteams leverer signifikant mere pr. sprint, end de gjorde for bare et halvt år siden. En stor del af arbejdet kan nu overdrages til agenter, der arbejder uhyre effektivt og kan udvikle forretningskritiske digitale produkter, der har millioner af brugere.
Og udviklingen kommer kun til at gå endnu hurtigere herfra.
Det betyder, at ROI’en ved at bygge digitale produkter aldrig har været bedre. Og at ambitionsniveauet kun stiger for de virksomheder, som tør læne sig ind i AI med alt, hvad det indebærer.
Godkendelserne kan ikke følge med
Her kommer vi til flaskehalsen: Rigtig mange virksomheder er indrettet sådan, at beslutninger om digitale løsninger og prioriteringer skal igennem lange godkendelsesprocesser.
Det skyldes ofte, at ansvaret for forretning, teknologi og risikostyring ligger spredt ud over flere afdelinger, der har træge arbejdsgange, når de skal træffe beslutninger.
Der er gode grunde til, at det har været organiseret sådan, men det er ikke længere holdbart eller tidssvarende.
Beslutningskraften skal tættere på kunderne
Skal virksomheder for alvor udnytte det potentiale, der ligger foran dem, er de nødt til at distribuere beslutningskraften. Den skal ligge hos de medarbejdere og teams, der først ser kundernes nye behov, så de også kan handle hurtigt på det, de ser.
De virksomheder, der organiserer sig sådan, tager markedsandele, mens andre stadig venter på en godkendelse et sted i hierarkiet.
Det skal ikke være det vilde vesten
Jeg siger ikke, at virksomheder bare skal køre det vilde vesten i forhold til AI. Behovet for sammenhængskraft, legal og compliance forsvinder ikke. Men interne processer skal redesignes, så virksomhederne kan imødekomme nye kundebehov i realtid.
For tre år siden lærte vi at bruge AI. Nu skal virksomheder lære at bygge med AI. De virksomheder, der først forstår, at flaskehalsen har flyttet sig fra kode og tekniske udfordringer til kultur og beslutningsprocesser, har alt at vinde.