Fra den 6. marts 2024 vil Google Ads ikke længere indsamle data om brugere i EØS-regionen, der ikke har afgivet samtykke til dette.
Google styrker nemlig håndhævelsen af deres såkaldte ’EU user consent policy’ og stiller strengere krav til annoncører, der bruger Google-produkter. I den forbindelse har Google udgivet en ny version af deres værktøj ’Consent Mode’. Og den kan vise sig at være afgørende for, hvilken fremtidig retning digital markedsføring er på vej i.
Første version af Consent Mode blev lanceret af Google i 2020. Lanceringen markerede et paradigmeskift indenfor online annoncering som følge af stigende efterspørgsel på bedre data- og privatlivsbeskyttelse. Forsimplet hjælper Consent Mode hjemmesideadministratorer og annoncører med at navigere i brugersamtykke til cookies og dataindsamling, samtidig med at den bevarer essentielle annoncemålinger.
Det betyder Google Consent Mode v2 for marketeers
Nu har Google så lanceret en ny version – Consent Mode v2 – som udvider og forbedrer funktionaliteten fra den originale version.
En af de mest markante ændringer i v2 er introduktionen af to nye parametre: ’ad_user_data’ og ’ad_personalization’. Disse nye parametre muliggør indsamling af mere specifikke brugersamtykker relateret til Google Ads og personaliseret annoncering. Det betyder, at virksomheder nu kan skræddersy deres annonceringsstrategier med større præcision, baseret på brugerens samtykkevalg.
Endnu mere markant er det dog, at Google har gjort Consent Mode v2 til et krav for annoncører, der bruger Google-produkter. Hvis altså de fortsat vil indsamle data fra brugere i EØS-regionen, når kalenderen rammer 6. marts 2024.
Og hvis man af den ene eller anden årsag, ikke føler for det? Så får det vidtrækkende konsekvenser for målgruppelister, remarketing, automatiserede budstrategier og evnen til at udføre personaliseret annoncering. For annoncører er det derfor ret så væsentligt at implementere Consent Mode v2, hvis de vil opretholde effektive markedsføringsstrategier.
En central funktion i Consent Mode v2 er ’conversion modeling’: en algoritme, der kan forudsige brugeradfærd.
Men hvordan hjælper det annoncører helt præcist?
Giver annoncører langt bedre indsigt
Jo, som annoncør har du som udgangspunkt langt bedre indsigt i, hvad brugere foretager sig, når de har afgivet samtykke til fx cookies. Det omvendte gør sig gældende, når brugere afviser samtykke. Det problem løser ’conversion modeling’. Algoritmen bag kan nemlig analysere tilgængelige data fra brugere, der har afgivet samtykke, til at forudsige adfærden – og vigtigst af alt, konverteringer – blandt de brugere, der har afvist samtykke. På den måde genskaber ’conversion modeling’ altså noget af den data, der ellers ville være ”tabt”.
I sidste ende får du som annoncør mere nøjagtige effektmålinger og budgivnings-algoritmer, der bruger dit budget mere effektivt.
Der er dog et par væsentlige nuancer, som er værd at få med.
For det første: når brugeren afgiver samtykke til samtlige parametre i Consent Mode v2, vil Google indsamle og behandle data som normalt. Hvis samtykke til en eller flere parametre afvises, tilpasser Google funktionaliteten af deres tags/SDK’er for at respektere brugerens valg. Dette resulterer i, at begrænset eller ingen data vil blive delt med Google Ads.
For det andet: der er to forskellige måder at opsætte Consent Mode v2 på – ’Basic’ og ’Advanced’. Med Advanced Consent Mode indsamles visse oplysninger i form af cookie-løse “pings” før brugerens samtykkevalg.
For at implementere Google Consent Mode vv2 effektivt skal virksomheder først og fremmest fokusere på at etablere en robust samtykkeløsning. Dette indebærer installationen af et cookiebanner på virksomhedens hjemmeside eller app, der er i overensstemmelse med ePrivacy Direktivets retningslinjer. Et centralt aspekt her er, at alle cookies, bortset fra dem, der er strengt nødvendige for hjemmesidens funktionalitet, skal tilbageholdes, indtil en besøgende aktivt har givet sit samtykke.
Når denne grundlæggende samtykkeløsning er på plads, er næste skridt at integrere Consent Mode v2 gennem det eksisterende cookiebanner. Dette sikrer, at de nødvendige samtykkeparametre er korrekt konfigureret og klar til at interagere med Googles systemer.
Desuden tilbyder mange CMP’er fleksible løsninger til forskellige webplatforme og apps, herunder integrationer med populære værktøjer som Google Tag Manager og WordPress-plugins. Dette gør det muligt for virksomheder at implementere Consent Mode v2 uden at skulle bekymre sig om kompleks kode eller meget teknisk konfiguration.
Google Consent Mode v2 er en klar indikation af, at tiden, hvor annoncører kunne indsamle og anvende brugerdata uden restriktioner, er forbi.
Nu er det afgørende for virksomheder at navigere i dette nye landskab med et øget fokus på brugerens privatliv og samtykke.
Ved at tilpasse sig disse ændringer kan virksomheder fortsætte med at drive effektiv digital markedsføring, samtidig med at de respekterer og beskytter brugernes privatliv.
Præciseret kl. 14.02 22/02-24: Det er taget ud af indlægget, at der slet ikke indsamles personoplysninger via Google Advanced Consent Mode V2, da dette var upræcist formuleret.