Pitchrunder har længe været et omdiskuteret emne her i Markedsføring. Og med god grund.

Vi har diskuteret alt fra etik og ressourceforbrug til kreativitet og fairness. Men én gruppe har konsekvent været overset i debatten: freelancerne.

Antallet af freelancere vokser hurtigt. Og over de seneste år er det specielt hjulpet på vej af corona, hvor vi også har været vidne til en modning af freelance-markedet i Danmark. Alligevel glemmer vi alt for ofte at anerkende deres plads og rolle i det kreative erhverv, mens vi i pitchdebatten har fokuseret på de store bureauers rolle og kundernes ansvar. Det er vigtige emner, ja, men for mig er det enormt ærgerligt, for der er mange kreative hjerner, som ikke bydes ind til pitchbordet, som det er i dag.

Derfor var jeg ekstra glad, da jeg her i mediet læste om Zoos søgen efter et nyt reklamebureau. Zoos kommercielle direktør Mai Maria Beck slog fast, at alle kunne byde ind – hendes kongstanke var, at det bestemt ikke er en selvfølge, at den gode idé til at revitalisere Zoos brand kommer fra et stort bureau med mange år på bagen.

Det var befriende ord at læse fra så historisk et brand.

Freelancere skal frem fra skyggerne

Som marketingchef hos Factofly, en platform der understøtter freelancere, ser jeg dagligt det talent og den innovation, som freelancere bringer til bordet. Deres arbejde hos store og små virksomheder foregår ofte i skyggerne, men det er på tide, at vi seriøst overvejer, hvordan de bydes med til bordet.

Engang var freelancere nogen, man skulle have ondt af. Sådan er det langt fra i dag. Enormt kreative kompetencer har de seneste år byttet et fastlønnet arbejde ud med tilværelsen som freelancer.

Alligevel er det fortsat mere reglen end undtagelsen, at virksomheder prikker en håndfuld af de kendte bureauer på ryggen og inviterer dem med ind til pitchbordet bag en lukket dør.

Og bureauer skal med, for de har bevist deres værd. Men ved at åbne pitchrunder for freelancere anerkender virksomheder også den stigende betydning af den fleksible arbejdsstyrke. Det sender et signal om, at man værdsætter talent og ideer, uanset hvor de kommer fra.

Zoo’s initiativ er et fremragende eksempel på, hvordan denne tilgang kan implementeres. Ved at åbne sine pitchrunder for freelancere har man ikke blot udvidet sin idébank markant, men også sendt et stærkt signal om innovation og inklusivitet i sin tilgang til kreativt arbejde.

Jeg håber i hvert fald, at Zoo kan inspirere andre til at overveje, hvordan de griber pitchen an næste gang.