Jeg rådgav engang en arbejdssøgende kvinde, som gav udtryk for, at hun helt ville springe over sociale arrangementer, indtil hun igen var i job. Simpelthen fordi hun ikke længere orkede at svare på small talk-klassikeren ”nå, hvad laver du så?” fra endnu et menneske, som blev befippet over at høre, at hun havde mistet sit job.
Sådan er det med fyringer. Der findes næppe større tabu i dansk erhvervsliv anno 2026.
Jeg tror, at det overordnet handler om, at virksomheder er bange for at støde nogen fra sig. Nuværende medarbejdere såvel som potentielle fremtidige medarbejdere. Og at mennesker som sådan finder det svært at tale om de ting, der gør ondt.
De mest attraktive virksomheder har opsigelser til fælle
Men så forleden kiggede jeg i Randstad Employer Brand Research 2026. Det er den årlige rapport, som blandt andet lister danskernes bud på landets mest attraktive arbejdspladser.
I top-10 fandt jeg 7 virksomheder, som jeg med sikkerhed ved, har gennemført en eller flere fyringsrunder inden for de seneste fem år.
For eksempel gennemførte Novo Nordisk sidste år det, der blev kaldt for Danmarkshistoriens største fyringsrunde, da medicinalvirksomheden nedlagde 5.000 danske stillinger. Novo Nordisk ligger nummer to på listen over de mest attraktive virksomheder i Danmark.
Ligeledes har Vestas, Grundfos og Siemens samlet set fyret flere hundrede medarbejdere i 2026. De er nummer 8, 9 og 10 på listen.
Også nummer 1 på listen over de mest attraktive danske arbejdspladser, Lego, foretager løbende fyringsrunder. Den seneste foregik dog i 2017 og falder dermed uden for mit lille 5 års-eksperiment.
Svært at blive fyret i vores nabolande
Altså kan jeg konstatere, at størstedelen af de mest attraktive arbejdspladser i Danmark har for vane at luge ud i medarbejderstaben, når de finder det nødvendigt.
For mig at se bør det få en gigantisk klokke til at ringe i dansk erhvervsliv. Ikke forstået som en alarm, men som en erkendelse er, at fyringer måske slet ikke er så farlige endda.
De er snarere et grundvilkår på et arbejdsmarked, hvor vi fra politisk side har gjort det nemt for virksomhederne både at ansætte og opsige. I modsætning til flere af de lande som vi normalt sammenligner os med.
I Holland skal der eksempelvis en dommer til for at opløse en ansættelseskontrakt, mens det i Belgien er det lovpligtigt for virksomheder at tilbyde fyrede medarbejdere outplacement – altså at sende dem godt videre til det næste job. I Sverige er tæt på umuligt at fyre en medarbejder som følge af diverse lovgivning.
De 10 mest populære virksomheder siger pænt farvel
Jeg talte engang med en kvinde, som havde oplevet at blive fyret flere gange. Hun kendte både til at føle sig skubbet ud ad døren og til at blive hjulpet videre i karrieren med ordentlighed og værdighed. Kvinden sagde noget i retning af, at det ikke gør så meget at blive fyret, hvis man kan undgå at gå fra virksomheden med et kæmpe nederlag og en følelse af, at man ikke dur til noget.
Det er den oplevelse, som netop er blevet bekræftet i Randstads rapport. For danske virksomheder kan tilsyneladende sagtens slippe af sted med at opsige medarbejdere for løbende at tilpasse organisationen – uden skrammer på omdømmet.
Det sker vel at mærke, når virksomhederne forstår vigtigheden af at hjælpe opsagte medarbejdere videre i karrieren, når de af den ene eller anden grund er blevet til overs. Og sådan et set-up har ikke bare de 10 mest attraktive, men hele listen bestående af samtlige 20 virksomheder.
På det område er de mest attraktive virksomheder i Danmark altså fuldstændig ens.
Jesper Magnusson er adm. direktør i Makio.