Brandambassadører er som bekendt en bred betegnelse for længerevarende kommercielle samarbejder, og kan dække over alt fra Michael Jordans lukrative Air Jordan-partnerskab til en mikroinfluencers betalte sofa eller håndtaske.

Dette indlæg beskæftiger sig med de influencere, du investerer i på den lange bane – og som gensidigt investerer i din virksomhed og står på mål for dit brand og bliver brandambassadør.

Det er ambassadørsamarbejder, der rykker, fordi der opbygges en tillid, der giver forbrugerne tiltro til at købe dine produkter og skaber den rette opfattelse af dit brand i lige præcis det kundesegment, som du gerne vil have.

For du behøver hverken en Nescafé-omrørende George Clooney, en Diet Coke-drikkende Taylor Swift eller et Rolex-iført Roger Federer for at få dit budskab ud i de relevante målgrupper.

Hos Kolsquare har vi udarbejdet tre gennemprøvede strategier, som kan hjælpe dig med at forvandle et enkeltstående samarbejde til et længerevarende og givende partnerskab for din virksomhed.

1. Kommunikation er altafgørende

Det kommer næppe som en overraskelse, men at være i sync med sine samarbejdspartnere er en absolut nødvendighed. Det gælder også brandambassadører. Det handler om at skabe en personlig og professionel relation, hvilket nedenstående punkter hjælper med:

  • Skræddersy dine henvendelser: De færreste influencere gider copy-paste-mails. Vis, at du er bekendt med deres content og brand, og at du sætter pris på det.
  • Forklar hvorfor netop den pågældende influencer er interessant for dit brand: Vær specifik og henvis gerne til eksempler på tidligere samarbejdspartnere, hvis der har været nogen.
  • Kommunikér regelmæssigt: At være tilgængelig for dine brandambassadører skaber en stærk relation for begge parter.
  • Vær tilgængelig og ærlig: Oplys om dine forventninger, deadlines og retningslinjer fra start – og hold dig til det aftalte.

Husk at en dygtig brandambassadør højst sandsynligt får andre henvendelser i forvejen – også selvom de ikke nødvendigvis er kendt i den brede offentlighed. Respekter altid vedkommendes tid, indsats og meritter.

2. Plej relationen – også mellem kampagner

Samarbejder over længere tid viser, at du værdsætter influencerens indsats. Læg op til gentagne samarbejder og sørg for at være på forkant med sidste nyt og kommende aktiviteter. Det handler om at få samarbejdspartnere til at føle sig investerede i dit brand.

Nedenstående er gode måder at styrke relationen til potentielle brandambassadører uden for kampagneperioder:

  • Send produkter eller samples: Produkter og samples gør det nemmere for influenceren at kende og dermed sætte pris på dit brand.
  • Invitér til events og produktlanceringer: Inkluder din ambassadør i inderkredsen og gør dem investeret i succeshistorierne.
  • Informer i god tid om kommende kampagner: Det betaler sig altid at være tjekket, og ved at være på forkant minimerer du chancen for, at drømmesamarbejdet har takket ja til noget andet.

De fleste brandambassadører er sandsynligvis ægte fans af dit brand. De vil gerne prøve nye produkter og nævner dem måske i deres opslag. Det kan være effektivt at sende gaver, men forvent ikke gratis omtale. En tydelig aftale om betaling styrker loyaliteten over for dit brand.

3. Skab unikke oplevelser og tænk i co-branding

Tilbyd din brandambassadør særlige kundeoplevelser. Det handler ikke bare om at præsentere nye produkter og ved at gøre gaver og oplevelser personlige, bliver der skabt et unikt udtryk.

Customization hjælper influenceren til bedre at forstå og værdsætte dine produkter, fordi de får adgang til den del af dit brand, der passer dem bedst. Det øger også sandsynligheden for organiske omtaler – både på sociale medier og via word of mouth.

Et konkret eksempel er skønhedsbrandet T.LeClercs brandambassadørprogram.

De aktiverede deres ambassadører med et ‘digital wheel’, som gav personlige anbefalinger til farverne på foundation baseret på brugerens præferencer. Influencerne delte deres resultater og opfordrede deres følgere til at gøre det samme.

Den slags unikke oplevelser er en stærk måde at differentiere sig på. At være innovativ og inddrage brandambassadørerne i co-creation har stor betydning.

Fælles værdier og kombinerede målgrupper kan også hjælpe både brand og influencer med at vokse. Modebrandet NA-KD har ofte brugt denne strategi, når de lancerer kollektioner, der er skabt i direkte samarbejde med deres ambassadører.

Sørg afslutningsvist for at involvere dine brandambassadører i både strategiplanlægning og eksekvering. De har værdifulde indsigter og kender deres publikum bedre end nogen andre.