I et indlæg fra juni skriver tekstforfatter Søren Grønborg, at vi er usaglige i den kritik af reklamebranchen, som vi præsenterer i bogen Reklamemagt.

Konkret skriver Grønborg, at “det absolut ingenting nytter at udskamme en enkelt branche og tvinge den til at agere efter nogle aktivisters retningslinjer”.

Grønborg får det til at lyde som om, at vi kun kritiserer reklamebranchen.

Men Reklamemagt er blot én af mange, branchekritiske bøger der er udkommet de seneste år på vores forlag Økotopia. For eksempel kritiserer bogen Levedygtigt Landbrug landbrugsbranchen, og bogen Bevaringsværdig Byggebranche kritiserer byggebranchen. 

Reklamemagt er således blot et forsøg på at identificere reklamebranchens magt og ansvar. 

Reklame er påviseligt skyld i stort klimatryk

Reklamebranchen er ikke roden til alle vores udfordringer, men spiller klart en rolle. Den britiske organisation Purpose Disruptors rapporter viser, at en tredjedel af en brites årlige klimaaftryk kan kædes sammen med reklame.

Grønborg mener, at branchen skal vente på ny lovgivning og ikke “agere efter nogle aktivisters retningslinjer”.

Mere lovgivning er vi sådan set enige i. Men når vi eksempelvis foreslår et forbud mod de mest klimaskadelige reklamer, modelleret efter de initiativer vi ser i flere hollandske byer, så stormer KreaKom frem og rakker vores forslag ned.

Det siger sig selv, at branchen naturligvis ikke ønsker mere regulering.

Branchefolk går forrest

Heldigvis er der flere folk i branchen, der tør gå foran og ikke blot venter på en regulering, som brancheforeningerne alligevel ikke ønsker at støtte. I optakten til at skrive Reklamemagt talte vi med flere af disse folk.

For eksempel Sophie Gevind, der har stiftet bureauet Public Service, fortalte at hun “drømmer om en branche, der tager ansvar for sig selv, og at man måske lavede nogle af sine egne regulativer”.

Derfor har Sophie Gevind og Public Service gået foran og siger derfor ‘nej tak’ til en række kunder, herunder også de fossile og mest klimaskadelige kunder. 

Alle i reklamebranchen burde overveje, om de fortsat vil være enablers for de mest klimaskadelige kunder, eller om de vil slutte sig til den inspirerende linje, som Public Service og andre nu har fremvist.

Mediet Markedsføring har tidligere portrætteret Esther Michelsen Kjeldahl, og talt med hende om baggrunden for udgivelsen af Reklamemagt.