Smertestillende piller, næsesprays og nikotintyggegummi. Vi kender reklamefilmene for dem, når de ruller over skærmen på tv eller popper op på sociale medier.
Det er håndkøbsprodukter, som vi alle kan købe (om end der er visse alders- og mængdebegrænsninger), og her er det tilladt at bruge levende billeder i markedsføringen. De må altså gøre brug af det, der i andre tilfælde kaldes et ”stærkt medie”.
Men en reklamefilm er åbenbart for stærk kost, for nu at blive i den terminologi, for det, der lovgivningsmæssigt kaldes for sundhedsydelser. Det kunne være apotekernes rådgivninger om korrekt brug af medicin, rygestopskurser varetaget af kommunerne eller – i vores tilfælde – rådgivning om vægttab.
Om debattøren
Nicholas Syhler er læge og medstifter af virksomheden Embla.
Vi er alle omfattet af forbuddet mod levende billeder, hvad enten det er små videoer på telefonen, i fjernsynet eller biografen, fordi – lyder argumentet – mediets gennemslagskraft er så stor, at der er tale om et ”stærkt medie”. Det er en skævvridning, der ikke giver mening.
Vi er som forbrugere generelt godt beskyttet af markedsføringsreglerne i Danmark. Varer og ydelser er omfattet af de generelle bestemmelser for reklamer, mens der gælder en lang række særregler for eksempelvis alkohol og spil.
Tobaksreklamer er helt forbudt i dag, hvilket på alle måder giver god mening, men at det også gælder levende billeder for rådgivning til, hvordan man kan komme af med sin tobakstrang eller tabe sig – det er straks vanskeligere at forstå.
Hvis det er tilladt at sende en reklamefilm for tyggegummi, der fjerner rygetrangen, men ikke et kursus, der gør det samme – fordi det er en såkaldt sundhedsydelse – så hænger lovgivningen ikke sammen længere.
Det er efterhånden 10 år siden, der sidst er foretaget en justering af vejledningen om markedsføring af sundhedsydelser. Og yderligere 10 år siden, den foregående version blev rettet til. Så politikerne kunne meget passende hive loven frem fra gemmerne og rette den til, så man tager med i ligningen, at såvel medielandskabet som markedsføringsskikke er foranderlige størrelser.
I dag er levende billeder en del af mediebilledet på et helt andet niveau end for 10 eller 20 år siden. Det er blevet en integreret del af markedsføring for en lang række produkter og tjenester, og derfor er det også på tide at skabe ensartede regler, så det bliver tilladt for udbydere af sundhedsydelser at benytte sig af de samme virkemidler som alle mulige andre. Derfor opfordrer vi til, at lovgivningen tager højde for udviklingen i vores medievaner og accepterer brugen af levende billeder.
Ingen har interesse i en sundhedsbranche, der opfører sig som revolvermænd i det vilde vesten. Som aktør anerkender vi, at vi har et ansvar for forbrugerne, når vi udbyder ydelser og produkter, som direkte kan påvirke forbrugernes helbred. Det ansvar tager vi naturligvis på os.
Der gælder også regler, når medicinalvirksomheder laver reklamefilm om håndkøbsmedicin. Lignende regler kan gælde for udbydere af sundhedsydelser – men at holde fast i et forbud, der for længst har overlevet sig selv, giver ikke mening.
