“Millenial managers”. En term, som for længst er blevet et meme og en stor ting på TikTok.
Det er bløde, laid back vennechefer der kaster om sig med øv-dage og omsorg.
Det lyder sgu da meget fedt, gør det ikke? For nogen måske.
For mange mener også, at det er en negativ ledelses-epidemi, som har ramt erhvervslivet. Svage førstegangschefer, der ikke har lært det der med at indtage et rum. Og de der håndtrykstekniker, hvor det gælder om at få overhånden først.
De giver for lang line, og de har slet ikke styr på, hvornår deres medarbejdere er til tandlægen eller på teams-call. Og så kalder de i øvrigt slet ikke deres medarbejdere for medarbejdere. De kalder dem “team”, fordi det giver en fladere struktur.
Jeg har haft gode ledere, som har skabt gode rammer for mig, men de rammer har jo ændret sig. Så hvordan skaber jeg nu selv et sted, hvor andre bliver den bedste version af sig selv?
Jeg er rædselsslagen for at blive ham, der ikke forstår de nye uskrevne regler og pludselig ende som en far på dansegulvet til en fest, jeg er lidt for gammel til at være med til.
Men jeg får energi at at arbejde med nogen, som ved noget, som jeg ikke gør.
Nogen, der ser verden anderledes, end jeg gør. Men det er sgu svært at navigere i, og jeg er blevet i tvivl om, hvad der er det rigtige. Derfor har jeg spurgt dem. De nye talenter. Nærmere bestemt vores unge freelance-ansatte, Laura Orklid og Clara-Sofie Ahlefeldt.
Her er deres svar:
Kan jeg godt sende mails efter kl. 18?
”Det kan du godt, men chancen for, at vi svarer med én hånd på en fyraftensøl og den anden på telefonen, er ret stor. Vi vil allerhelst have, at arbejde og fritid er opdelt, men vi kender efterhånden vores branche og kan godt se, at det ikke altid kan lade sig gøre.”
Hvad vil I helst have: At jeg sparker døren op til mødelokalet eller banker pænt på og venter, til I åbner?
”Generelt er vi vilde med god energi, men vil helt klart foretrække de klassiske to bank på døren, så vi også har mulighed for at fordybe os i vores arbejde uden pludselige overraskelser.”
Hvad ville I tænke, hvis jeg bad jer om at lave en flat white til mig? (Eller hvad tænker I, når jeg kommer med en til jer)
”Umiddelbart ville vi tænke at dine penge er dårligt givet ud, hvis det er det vi skal bruge vores tid på. Du får til gengæld endnu mere for pengene, når vi får god treatment oveni. Det motiverer os, når vi kan mærke der bliver sat pris på os, og der er kaffe en tydelig valuta på kontoret.”
Er mit håndtryk for slapt?
”Vi tænker mere over, om et håndtryk er for hårdt, og det er dit heldigvis ikke.”
Vil I helst have en lidt-chef eller en helt-chef? Altså er det fedt at være et “team” eller er det meget fedt med et hierarki.
”Vi elsker at føle os som en del af et team, men det er også vigtigt for os, at det er tydeligt, hvem der har ‘the last call’. Vi vil egentlig helst have en chef, der er en del af teamet uden at kalde det en familie.”
Er det egentlig for meget, at jeg gør jer til gidsler i min selviscenesættelse på Markedsføring?
”Vi er ikke bange for at sige vores holdninger højt, så det er intet problem. Forhåbentlig for vi allesammen noget godt ud af det.”
Kan jeg vedhæfte det her billede, hvor jeg ser ret sjov-chef-agtig ud?
”Vi kan i hvert fald skrive under på, at det 1:1 er sådan her, du ser ud, det meste af tiden – så vi er ikke ude i en catfish.”
Nå, men skriver jeg så det her for at fedte for den næste generation? 100%.
Men jeg skriver det også for at prøve at forstå, hvordan vi skaber de bedste resultater sammen. Og jeg må jo have gjort et eller andet rigtigt i forhold til Clara og Laura, for de har virkelig skabt gode resultater hos os.
Så konklusionen må være …
“Glade medarbejdere skaber gode resultater”. Det er der jo overhovedet ikke noget nyt i. Men nyheden kan være, at det er noget andet, der gør den næste generation glade, end det der har gjort mig selv glad.
Så jeg har tænkt mig at blive bedre til at sætte mig ind deres behov – uden at kalde bureauet for “vores lille familie”.
Magnus Breum er stifter af bureauet Bobb.
