Kender du det, når nogen siger ”Jeg er bare sådan en skør type!”, og du intuitivt indser, at det er de sgu nok ikke. Fordi, if you gotta say it… Den samme intuitive skepsis rammer os, når nogen siger, at de ved alt, forstår alt og har alle svar. Som gode gamle Socrates sagde, så er visdom at vide, hvad man ikke ved.
Dette dekret om den definitive og skråsikre kommunikations faldgruber er politikere lykkedes med at ignorere i årtier. For fejltagelser og tvivl giver vel færre stemmer – eller hvordan?
Nej, ikke entydigt. Kandidaterne har i tidligere valgkampe svoret til Paradise-strategien, hvor de har haft travlt med at smede de mest stemmeslugende alliancer, svine modstanderne til og sørge for at se lækre og pumpede ud, når aftenen for den skæbnesvangre parceremoni oprinder. Men denne valgkamp ligner mere en god gang Fangerne på Fortet, hvor de kaster sig ud i halsbrækkende nye stunts, æder ting, de aldrig havde troet, de skulle æde, og er bundærlige om deres tvivl og fejl før og efter strabadserne.
Fangerne på Fortet-stilen virker for Løkke so far. Det virkede for Pape, indtil fejlene lidt oversteg styrkerne. Støjberg og Vanopslagh leverer imponerende målinger trods rigsretssag og indrømmet boligsnyd. Sofie Carsten Nielsen fokuserer indtil videre mest på andres fejl og er nærmest holdt op med at være i tvivl (måske fordi den Radikale selvbevidsthed har det svært med at hoppe på en dille), SF og Enhedslisten kører totalt ubemærket videre med Paradise-stilen, og Mette Frederiksen har under hårdt pres smidt et par fejl på bordet, der tydeligvis var gravet frem til lejligheden, men ikke fra dybet af hendes samvittighed.
Uanset hvad, så viser valgkampskommunikationen indtil nu, at den fejlfri og polerede politiske leder, som vi de seneste årtier bedst kender i Anders Fogh Rasmussen og Mette Frederiksen, bliver angrebet. Ikke for deres politik, men for deres kompromisløse og skråsikre kommunikation (som fortolkes som magtfuldkommenhed).
Det er rygtes, at socialdemokraterne har været inspirerede af bogen ”The New Machiavelli” af Jonathan Powell, som er en guide til, hvordan den moderne politiske leder kan bevare magt via frygt, håb og begrænset tidsforbrug på journalister. Men bastionen kan være svær at holde, hvis der stilles spørgsmål til troværdigheden – kommunikatørens fundament. Og hvis vejen til troværdighed – nu også for politikere – går gennem at fremstå som et helt, komplekst og fejlbarligt menneske, så er det værd at gribe .
Politikere bør altså ikke være så bange for at vise os lidt mere – også selvom der ikke er valgkamp. Så lad os slutte i dur med fem gode råd til politikere, der både under og efter valget har en ambition om at kommunikere mere troværdigt ved at bringe sig selv i spil og invitere os mere indenfor:
For det første: Lad tvivlen komme dig til gode. At turde kommunikere sin tvivl kan være en styrke, når tvivlen er klog. ”Klog tvivl” skal forstås sådan, at tvivlen er velfunderet på data og ubekendte forhold og dilemmaer, som du er i gang med at analysere og tage bestik af. Og omvendt: Tvivl skal selvfølgelig ikke kommunikeres, hvis man oprigtigt har no clue – så skal man i arbejdstøjet.
For det andet: Invitér vælgerne en tur ”backstage”. Hvilke analyser, viden og politiske diskussioner lægger bag de forslag, som du og partiet kommer med?
For det tredje: Hold fokus på partiets vision, kultur og sammenhold. Og måske også ideologien, fordi: Gnisten, der tændte dig, kan måske også tænde andre?
For det fjerde: Prioritér at få styr på et troværdigt og medrivende narrativ om, hvem partiet er, og hvem du er. Og husk fejlene. Vi vil gerne høre en god historie, den husker vi nemlig langt bedre end diverse forslag, udspil, tal og andet dagligdagsdrift, politikere bokser med.
Og for det femte: Gentag. Gentag. Gentag. Men husk at freestyle og bevare dine særheder. Vi skal kunne mærke dig med alle de kompetencer, fejl og mangler, du har.
Eva Svavars er partner i Lead Agency. Hun uddannet cand.soc. i politisk kommunikation og har tidligere arbejdet i både Erhvervsministeriet og i Venstres sekretariat.
