Husker du det ikoniske pay-off ”Imagine a CEO … Is it a man?”
Jeg fristes til at omformulere det lidt: Forestil dig et talent. Er det en ung?
Marketing og reklame har et problem med alder. Når man runder de 50, forsvinder mange ud af branchen. Det viser en ny undersøgelse, Markedsføring har lavet. I artiklen om undersøgelsen står Lone Nordby frem og fortæller, hvordan hun følte sig presset ud.
”Hvis du søger to job hver uge og aldrig bliver kaldt til samtale, kan det på et tidspunkt godt føles som at få en lussing,” siger Lone Nordby, der som 55-årig helt har forladt branchen.
Undersøgelsen viser, at gennemsnitsalderen for branchen er 5-6 år under gennemsnittet på det danske arbejdsmarked. Både eksperter og branchefolk erkender, at mange erfarne folk forlader branchen. Det er et alvorligt problem, fordi vigtige kompetencer går tabt.
Måske skal vi gøre op med heltedyrkelsen af de unge talenter, hvis den sker på bekostning af de andre? Og jeg kan jo passende starte med at vende kritikken indad. For er vi her på Markedsføring en del af problemet?
Vi har i hvert fald haft meget fokus på de unge talenter, og hvor meget branchen mangler dem for at løse rekrutteringskrisen. Vi har skrevet guides til at komme godt i gang med karrieren i marketing. Men vi har ikke haft samme blik for, at branchen bløder talenter i den anden ende af arbejdslivet.
" Når vi konfronterer branchen med problemerne, siger de fleste ”ja, det er et problem, men hos os diskriminerer vi ikke”. Og det er netop opskriften på aldersdiskrimination.Andreas Marckmann Andreassen, Ansvarshavende Chefredaktør, Mediet Markedsføring
Hvis du skal være topkreativ i et helt arbejdsliv, så skal du genopfinde dig selv mere end én gang. Det samme gælder, hvis du skal være strateg eller marketingchef i en tid, hvor platforme dør og opstår hurtigere end nogensinde før.
Det kræver meget af den enkelte, som skal indstille sig på at lære hele livet. Du skal holde dig opdateret. Men det kræver også meget af arbejdspladserne. Og de har ikke gjort det godt nok.
Når vi konfronterer branchen med problemerne, siger de fleste ”ja, det er et problem, men hos os diskriminerer vi ikke”. Og det er netop opskriften på aldersdiskrimination, at ingen føler, de gør det. Fravalget er ubevidst.
Kig dig omkring: Hvem sidder ved skrivebordene? Mangler I også modne kolleger? Hvor mange 50+ havde I med til sidste jobsamtale?
Kan det tænkes, at nogen blev valgt fra på grund af fordomme om alder?
Hvis vi skal holde på de erfarne talenter i marketingbranchen, så er en ting sikker:
Vi kan ikke gøre, som vi plejer.