Kreativitet.

Det er en kerne i marketingarbejdet hos rigtig mange af vores læsere. Og den DNA, som langt de fleste bureauer er bygget på.

På Markedsføring har vi både i vores seneste magasin og på sitet de sidste uger hyldet kreativiteten på flere måder. Den gode idé, det kreative menneske, den overraskende kampagne-eksekvering.

Og ikke mindst også den kreativitet, der udvikler nye forretningsformer, anderledes arbejdsgange og virksomheder, som bryder rammerne og disrupter markedet.

Det er nemlig helt centralt for at få succes i dag, at du også er kreativ, når du bygger din virksomhed. Når du skal finde nye indtægtskilder og forretningsmodeller. Og når du skal skille dig ud fra konkurrenterne.

Netop det er blandt andet fokus i vores temaserie i denne uge om at skabe en millionsucces. Her fortæller designvirksomheden Manyone om, hvordan de på få år har fået over 300 ansatte. Og vi fortæller historien om Planet Nusa, der blev et kulturelt fænomen, da stifterne ramte det helt rette marketinggreb.

Du kan også komme ind i marketingmaskinrummet hos den omdiskuterede madleverings-tjeneste Wolt, der med tempofyldt marketing på få år har tromlet sin konkurrenter og sat sig på takeaway-tronen i Danmark.

Kreativitet fylder også i vores fortælling om en presset reklamefilmbranche. For bag færre opgaver og bekymringer ligger også fortællingen om, at du hele tiden skal finde på nyt, hvis du vil være konkurrencedygtig i fremtiden.

Der er også en større læring i de historier. Nemlig at kreative hjerner er ekstremt godt rustet til at trives i usikre tider. Man skal aldrig spilde en god krise, lyder en lidt slidt kliché. Og særligt dem, der evner at udfordre de gængse tankemønstre og smide ”sådan plejer vi at gøre” ud, kan virkelig udnytte en god krise.

Det er godt nyt for reklame- og marketingbranchen. For dygtige kreative er der mange af, også i lederroller. Og i branchen får de masser af plads til at træffe beslutninger og agere. Så mangler vi bare, at endnu flere danske virksomheder giver kreativiteten en nøglerolle i forretningsudviklingen. Det kan det danske erhvervsliv kun blive bedre af.

Og det kan i sidste ende være nøglen til at overleve og få succes.