Kære læsere.
Undskyld, men dette bliver meget meta.
Greenpeace har lavet en rapport om billedsproget i de reklamer, de ikke kan lide. Den har de lavet for at dokumentere, at reklamerne er baseret på myter. Markedsføringsbranchens eget talerør, Dansk Markedsføring, lægger spalter til, at Greenpeace bruger sin egen rapport til at angribe markedsføringsbranchen for at lave reklamer.
Det lyder indviklet, og det er det også.
For udgangspunktet er, at Greenpeace er imod den danske kødproduktion, men i stedet for at tage dén diskussion vælger de at angribe reklamebranchen og dens virkemidler, hvilket forekommer pudsigt, når afsenderen er en organisation, der ofte er gået langt i både visuelle og retoriske virkemidler i deres egen kommunikation.
Jeg tænker faktisk, at det for alles skyld var mere enkelt og betydeligt mere overskueligt, hvis vi diskuterede substansen og det reelle ærinde; nemlig fremtidens fødevareproduktion. I stedet har Markedsføring lagt spalter til denne metadiskussion, som reelt er lidt bagvendt. Kronikken er nemlig bygget op som bevisførelse for 7 myter, der faktisk ikke rigtigt dokumenteres. I virkeligheden har de snarere har karakter af politiske påstande, der kun i begrænset omfang har med fødevareproduktionen at gøre. Nogle af dem handler om kønsrollerne og familiemønstrene i reklamer.
Jeg helt enig med skribenten i, at der findes et markant diversitetsproblem rigtigt mange steder i samfundet, og at de subtile og indlejrede holdninger til kønsroller i den grad kunne trænge til et eftersyn. Det gælder i reklamebranchen, som det gælder i mange andre brancher – herunder absolut også fødevaresektoren. Det er bare ikke er argument for, at reklamebranchen skulle sige nej til at lave markedsføring for bestemte produkter. For man kan da finde utroligt mange reklamer på tværs af brancher, hvor der kan stilles spørgsmålstegn ved kønsrollemønstre eller glansbilledet af familielivet.
Kristine Clement fra Greenpeace kalder det i kronikken en myte, at ””Bedre” kød er en del af klimaløsningen”. Her skylder Greenpeace vel svar på, om de mener, alt kød har samme aftryk? Og om det vil være ligegyldigt for klimaet, om størstedelen af kødindtaget er kylling, gris eller okse? Hvis ikke det er samme aftryk, så er der heller ikke tale om en myte. Men så vendte jeg selvfølgelig tilbage til substansen fremfor kronikkens metadiskussion om, hvorvidt man i kommunikationen af synspunktet om, at der er forskel på kødtyper og på produktionsformer, rent faktisk må kommunikere dette, eller om man skal afholde sig fra at markedsføre produktforskelle overfor kunderne. I givet fald får markedsføringsbranchen en generel og større udfordring.
Jeg synes, man skal gøre det mere enkelt og diskutere det, ens synspunkter handler om. Det gælder, uanset om vi taler fødevareproduktion, national stolthed, klimaforandringer eller markedsføring.
Morten Nielsen er pressechef i Landbrug & Fødevarer.
