Det vides ikke endnu, om den trendy, SoMe-platform BeReal er kommet for at blive.
Men ét er sikkert; nye brugere valgfarter til for at undersøge den nye platform, der får over 10.000 nye brugere dagligt.
Danskerne er med. Som DR skrev den 23. januar, er BeReal nu den næstmest downloadede app lige efter MitID.
Idéen om at dele det uperfekte er god nok. Men som mediets præmisser er bygget op, inviterer det til at dele hverdagshistorier fra ens liv, som ikke engang ens mor ville finde interessante.
Følger upoleret tendens
Autenticitet, upolerede sandheder og rygdeller er ikke længere firstmover-tendenser på de sociale kanaler.
Perfekthedskulturen har fået fingeren for længst. Vi skal finde nerven og tale om det, der betyder noget for ”ægte” mennesker. Vi skal ikke få det skidt af retoucherede modelbilleder, men samles om det, der kan være svært.
Den franske platform BeReal kom til verden med et formål om at samle grupper af online-fælleskaber. Et sted, hvor alle har de samme forudsætninger for at levere content: to minutter om dagen til at dele et billede med sine venner.
Alt omsvøb er trukket fra: filtre, der forandrer er væk, aktivering af både for- og bagsiden af kameraet på telefonen, og så sladrer mediet om, hvis du har vurderet dit billede til at være en ommer, og hvor lang tid, du har været om at forberede dit indhold.
Forberedelse i rygsækken
Som bruger af BeReal får du en daglig påmindelse om at dele et snapshot af din hverdagssituation.
Selvom du kan vælge at udskyde billedet, er nedtællingen sat i gang. Opskriften for historiens kreative proces er altså med omvendte fortegn.
Normalen er nemlig, at du som bruger får en idé eller har en oplevelse, der er så særlig, at den er deleværdig med din omgangskreds. Hos BeReal opfordrer platformen til at dele, hvad end for en leverpostej, du måtte sidde med.
Brugeren skal så at sige være kreativ på kommando og være afsender for, om muligt, uinspirerende budskaber eller fortællinger. Formatet lægger dermed op til, at historien skal være så rå som mulig, og venter du for længe med at tage billedet, taber du samtidig også et nyk af din sociale status. For så har du gjort dig for umage.
Et digitalt, præstationsløst pusterum
BeReal er bestemt i den gode sags tjeneste mod den polerede Instagram-nyhedsstrøm.
Det er et vigtigt budskab for ungdommen at vide, at de er gode nok, som de er. Jeg tror dog samtidig ikke, at mediet er kommet for at blive.
For hvornår stopper det med at være interessant at dele mere eller mindre ligegyldige billeder af ens hverdag?
Jeg forestiller mig, at målgruppen og vennerne bliver mættede på længere sigt og savner mere indhold i budskaberne end ”Se, jeg er på vej i bussen”.
Hvis mediet alligevel får lov at vinde at indpas i de unges hverdagsadfærd, vil det ikke kunne stå alene. Ligesom Facebook sidst i 00’erne nærmest har formået at kunne. Det vil snarere fungere som et pusterum fra det kreative.
Der, hvor der er plads til at være sammen med de venner, brugeren for længst har sluppet forfængeligheden over for. Så kan der igen samles energi til at boltre sig ovre på TikTok, YouTube eller IG.
Hold på annoncekronerne
Som det ser ud nu, er det et lukket forum for de indviede venners klub, og her bliver det svært at inkludere et kommercielt perspektiv.
Kommercielt content vil løbe en stor risiko for at virke som en anmassende boomer, der burde kende til åbningstiderne. Et forsigtigt forsøg på at lægge sig i skyggen af en influent eller BeReal-superbruger tror jeg højest, det bliver til.
Jeg forudser ikke, at BeReal får et bæredygtigt community op at stå. For mig at se, bliver det endnu en døgnflue, der trods alt har eksisteret siden januar 2020. En forklaring på den større, dog ikke eksponentielle tilstrømning, ser jeg som effekten fra mediernes spotlys.
Annoncørerne skal altså kigge længe efter at få plads i den varme stol hos BeReal. Men det er også helt okay, for inden længe er mediet alligevel kun fyldt med inaktive brugere, som har mistet interessen og glemt at slette appen.
Julie Elina Lipsøe Johnsen er Creative Manager hos Wavemaker Content.