I slutningen af 1995, stod Claus Walter og jeg og manglede et tredje ben til vores Volkswagen-team på DDB.
På det tidspunkt, i de år, fandtes der vel ikke en mere kreativt højprofileret kunde at arbejde med.
Vi havde stærke holdninger til, hvad denne person skulle indeholde af faglige og menneskelige kvaliteter. Samtidig kom det os for øre, at der var en interessant ung projektleder hos DMB&B (reklamebureauet D’Arcy Masius Benton & Bowles, red).
Vi mødtes med Mikael Jørgensen på caféen Zeleste – dog med noget lave forventninger.
Ind ad døren trådte en ung kæk fyr – og man fornemmede straks hans energi og gåpåmodet. Han kiggede en lige i øjnene, når han talte.
”Det var sgu da en dejlig dreng,” udbrød vi i munden på hinanden efter mødet.
Og det indtryk viste sig at holde stik, efter vi ansatte ham.
Mikael sagde, hvad han tænkte, han havde en fin kreativ ’snøvs’, kæmpede som en løve for de gode ideer – og havde ingen skjulte agendaer. Så både kollegaer, kunder og vi faldt for ham. De næste år var stærke år for vores lille tremands team.
Cerkez banker på
To år senere blev jeg kontaktet af to kreative, jeg aldrig havde hørt om.
De hed Robert Cerkez og Joakim Nielsen. De kom fra McCann og havde store kreative ambitioner. Og da DDB var de dage det mest interessante sted for folk med den slags ambitioner, var det naturligt, at de gik til os.
Om Poul Mikkelsen
Poul Mikkelsen har som kreativ reklamemand været en af branchens markante reklamepersonligheder i flere årtier.
I 1984 stiftede han sammen med Preben Erik Nielsen og Jørn Duus bureauet Nielsen, Mikkelsen & Duus, der senere blev til DDB. Op gennem 90’erne vækstede DDB stort og blev til en af Danmarks største grupper.
I mange år var Poul Mikkelsen kreativ leder og medejer af DDB, indtil han i 2012 forlod bureauet. Siden har han blandt andet drevet bureauet Revue.
Da vi mødtes, gik det hurtigt op for mig, at det var mig, der blev interviewet, og i mindre grad omvendt. Det syntes jeg, var flabet på den fede måde. Jeg måtte sidde der og fortælle, hvor godt vi ville pleje deres talent.
Det var ikke pengene der interesserede dem, udelukkende hvilke opgaver, kunder og hvilken support, de ville få. Det kan umiddelbart forekomme lidt køligt, men det var der overhovedet ikke tale om.
Jeg har altid følt, det var en forbrydelse ikke at give talent masser af plads. Og jeg har altid opfordret unge kreative til at trampe nye farlige stier.
Der blev stillet store krav, men der var også en varm hånd og rygdækning, når det var nødvendigt. &Co’s credo ’man skal gøre sig umage, og må ikke være et dumt svin’, kommer tilbage fra DDB-tiden.
Der gik ikke lang tid efter at Robert Cerkez var blevet ansat, før han gaflede Carlsberg-budgettet og blev sendt på et foto-shoot til Sydafrika med et budget på en halv million. Folk på DDB rystede på hovedet, men det gik fantastisk.
Robert Cerkez var måske det største kreative talent jeg havde haft i DDB. Og hans stil var særlig. Lidt i Mol. Begavet, sanselig og nytænkende.
Træder i karakter
Claus Walter og jeg havde lavet et par bemærkelsesværdige bank-kampagner, der også have vundet en række priser. Først lanceringen af GiroBank og senere af BG Bank.
Men da Danske Bank henvendte sig for at blive re-brandet i 1998, var det helt oplagt at tage Robert Cerkez med på det kreative hold. Det blev så os tre der gravede os ned i opgaven og kom op med ’Gør det du er bedst til. Det gør vi.’
Efter et stykke tid var det Robert Cerkez, der var primus motor på de fremragende film, der blev lavet på den kunde. Og det var spøjst at se Robert, som ellers er ret cool, ryge op i det røde felt, hvis Steen Reeslev, som var marketing ansvarlig, ikke gjorde som Robert ville.
Steen var nu hvad temperament angik en særdeles jævnbyrdig modstander. Det udviklede sig til ren kærlighed.
Toptalentet Thomas
I 1999 fik vi så hevet toptalentet Thomas Hoffmann fra Grey i land.
Thomas Hoffmann var og er et ustyrligt talent. Vild og dejlig vanvittig. Han har et frygteligt højre hook.
De to, Robert og Thomas supplerer hinanden fantastisk. Robert med de ophøjede løsninger der taler til hjertet og Thomas med hans ’streetfighter’-gen.
Allerede efter et halvt års tid blev jeg klar over, at vi havde så stærk en talentmasse, at det ville være unaturligt ikke at give dem deres eget univers at udvikle det i.
Det var jo også den måde, som vi selv startede i Nielsen, Mikkelsen & Duus (1984-1991).
Det var Bjarne Egedal der gav os den mulighed dengang, og det glemte vi ham aldrig for.
Tilbage i 1995 havde vi mistet Michael Robert i første omgang til Grey – senere gik han solo med Kim Boisen i Robert/Boisen.
Han var også et meget stort talent, som jeg ærgrede mig gul og grøn over var smuttet dengang. Heldigvis beholdt vi Iversen (Christian Iversen, som i dag er på Boye & Spellerberg, red.)
Bureau skal holde på talentet
Det var med de tanker, at jeg, til lønforhandlingerne i år 2000, foreslog, at vi startede et nyt bureau med de tre toptalenter Jørgensen, Cerkez og Hoffmann – og en håndfuld kunder og medarbejdere.
De fik Audi, Danske Bank, Compaq og et par andre kunder med sig, og jeg tillod mig at give bureauet navnet …&Co (Dengang var der en række punktummer foran, red.). Ingen tvang, men de var glade for ideen bag.
Havde jeg vidst, at jeg skulle udlånes til TDC i næsten 3 år, fra 2001-2004, havde det nok været klogt at gøre Thomas Hoffmann til kreativ leder på DDB, i stedet for mig selv. Noget han faktisk selv påpegede senere. Men i sidste ende var det nok bedre for ham at komme med de to andre.
At starte …&Co, var en genial beslutning, hvis jeg selv skal sige det. En fremragende forretning – og nu verdens bedste bureau. For mig er det en nærmest varm følelse. En ydmyg stolthed at have haft en finger med i spillet. Det er jo stadig mine drenge, på en måde.
Bernbach i blodet
Noget vi alle sammen bærer med os, 2x Michael (Robert og Jørgensen, red.), Robert Cerkez, Thomas Hoffmann og de mange, mange andre talenter, der har trådt deres sko i DDB i de år, er at vi har William Bernbach rullende i vores årer.
Om William Bernbach
William Bernbach var en amerikansk Creative Director.
Han stiftede i 1949 det internationale reklamebureau Doyle Dane Bernbach – DDB.
William Bernbach instruerede mange af bureauets gennembrudskampagner og har haft stor betydning for den måde, man strukturerer kreative teams i reklamebranchen.
Ham skylder vi næsten alt. En dag når jeg får tid, vil jeg skrive en historie om ham til alle dem, der ikke ved, hvad jeg taler om og for at minde os om, hvor stor han var.
I 1990 skrev vi et brev til DDB om, at vi gerne ville være en del af dem. Nogle gange skal man bede om det man vil ha’.
Hans bureau Doyle, Dane, Bernbach, var også verdens bedste. Dengang!
Næsten alle de store internationale kreative kommer derfra. Det var en helt særegen kultur, som vi alle slubrede begærligt i os, og som stadig driver os hver dag. Bernbachs tanker er tidløse og går på tværs af teknologier, fordi de handler om, at forstå hvad der driver mennesker, og hvordan god kreativitet bliver til.
Der er faktisk ikke sket så meget siden. Og hvis man har det i blodet, kan man blive verdens bedste.