Så tog den kreative inderkreds, inklusiv entusiastisk kor af prospects og hangarounds, lige en fællestur i selvsvingsgyngen igen.
Ham dér friskfyren Mads, community manager hos DSB, var da bare for fed, ik? Med sine velrettede dask til den unwoke bonderøv af en kunde, som syntes, DSB skulle holde farvepaletten til S-togslinjerne i stedet for at flage med regnbueflag, hylde Priden og i det hele taget blande LGBT+-sagen ind i hans togtur.
Det var faktisk først, da en fornuftig stemme fra &Co gik mod strømmen – og mindede om, at der er forskel på et konstruktivt, humoristisk glimt i øjet og at score billige point hos et taknemmeligt publikum ved at hænge andre mennesker, aka. kunder, ud for deres holdninger, uanset hvor akavede de virker – at en vis selvransagelse begyndte at spire i kommentarsporene.
Men indtil da var der lemminge-effekt for fuld styrke.
Forlad storbyreservatet
I øvrigt fuldstændig ligesom i foråret 2020, hvor alle jublede, da SAS kløede det urbane verdensborgerskab på ryggen ved at besvare spørgsmålet ”What is truly Scandinavien” med et ”hokus-pokus-ingenting”, begrundet med den populærglobalistiske pointe, at det hele – fra svenske kötbullar, over mumminæser til linjerne i danske designmøbler – jo alligevel er inspireret af alle mulige andre kulturer hentet overalt i verden. Ifølge SAS var kampagnebudskabet ’testet på konceptniveau i målgruppen’, som havde taget positivt imod.
Ja tak. Du kan både køre og flyve med os. Og hvad med pizza? Er det måske særlig skandinavisk?
Der er jo sådan set ikke noget som helst galt med, at et brand kommunikerer og fastholder markante samfundsaktuelle synspunkter. Heller ikke til emner, der kalder på stærke følelser og splitter den brede målgruppe, som for eksempel identitetspolitik eller begejstring for globalisering og multikulturelle påvirkninger. Men det kan godt undre mig, at det den ene gang efter den anden kommer bag på både brands og bureauer, at der findes folk derude, som mener noget andet. Måske ovenikøbet føler temmelig stærkt for det modsatte.
Måske skulle vi marketing- og kommunikationskreative prøve at forlade storbyreservatet og den lækre frokostbuffet lidt oftere.
Forbløffede hovedstadshoveder
For det første for bedre at forstå og mærke, at der findes andre vinkler på verden end vores egne og vores look-a-like-venners (hvortil man i øvrigt kan medregne algoritmerne, der styrer både søgeresultater og SoMe-feeds). Og nej, det er nok ikke gjort med at sidde på den anden side af spejlruden, mens de type castede fokusgruppemedlemmer øser ud af deres livsvisdomme og mærkelige meninger.
For det andet for ikke at ende som alle de hovedstadsjournalister, der forbløffede tog på opdagelsesrejser helt over til det mørkegule Jylland for at se nærmere på alle de mærkelige danskere, der til alles overraskelse havde gjort Dansk Folkeparti til det næststørste parti ved folketingsvalget i 2015.
Nu findes der, så vidt jeg ved, ikke nogen undersøgelse af kommunikations- og marketingfolks politiske præferencer. Men mon ikke det er et kvalificeret bud, at et markant flertal ligger og cykler rundt et sted fra midten og så mere eller mindre afsted ud på venstrefløjen. Det er det i hvert fald tidligere dokumenteret, at journalister gør.
Så risikoen for at ende i et af de evigt rungende ekkokamre er nok også nogenlunde den samme.
Og hvis vi glemmer, eller ikke lige gider, interessere os for, hvordan verden ser ud fra andre perspektiver end vores eget, risikerer vi både at få en hel del ubehagelige overraskelser for fremtiden. Og at kommunikere uovervejet, uforberedte på voldsomme reaktioner, uanset hvor meget vi konceptester i målgruppen.
For verden bevæger sig ikke mod en mindre fragmenteret, mindre hidsig eller mere overbærende tilstand for tiden. Tværtimod. Klare standpunkter kommer i stigende grad til at udløse modreaktioner.
