Har tilbudsaviserne en fremtid? Svaret er et stort rungende NEJ.
Det konkluderede Mogens Bjerre og jeg allerede i vores omfattende undersøgelse fra 2013.
Det har bare taget lidt længere tid, end vi regnede med, før tilbudsaviserne for alvor begyndte at gå bort. Senest med Netto, der har lagt tilbudsavisen ned i en uge.
Der efterhånden ikke mange argumenter til tilbage for at fastholde den trykte tilbudsavis.
Forbrugertrends peger på øget anvendelse af mobil og funktionalitet. Covid19 har sat yderlige vækst i den digitalisering, og vi har nu digitalt Coronapas, kørekort, sygesikringsbevis, NemID/MitID, betalingsløsninger mv. Mobilen er blevet den digitale fjernbetjening til vores liv.
Trends hos forbrugerne tyder også på øget fokus på ansvarlighed og bæredygtighed, så her kan vi også sætte ”x” i forhold til at fjerne tilbudsaviserne.
Andre forbrugertrends peger på, at tilbud skal være hurtigt og enkelt samt være målrettet og relevant. Tilbudsaviserne kan ikke leve op til dette. Der er typisk ca. otte ugers produktionstid på en tilbudsavis.
Det er ”gamle” budskaber, der ikke er målrettede og relevante på samme måde som i en app! Her kan der være interaktion i realtid, og kommunikationen kan tilpasses den enkelte forbruger.
Et andet stort problem ved tilbudsaviserne er den meget store andel af ”Reklamer NEJ TAK”, samt at der er store udfordringer med at få nogle til at dele tilbudsaviserne ud. Budskabet kommer alligevel ikke ud! Og så det efterhånden også blevet dyrere med distributionen.
Retteligt burde tilbudsaviserne hedde ”tilskudsaviser”, for uden markante markedsføringstilskud fra industrien ville de næppe have en forretningsmæssige værdi, da virkningsgraden (forholdet mellem omkostning og effekt) ville være alt for lav!
Kort sagt er tilbudsaviserne ikke det papir værd, de er trykt på.
Meget lidt taler for at beholde tilbudsavisen
Det vil kræve et nyt mindset i detailhandlen at stoppe med tilbudsavisen. Man kan ikke bare flytte sit analoge tilbudsavistankesæt over på en mobilplatform. Det bliver dyrt. Alle vil udvikling – men er kæderne parate til den forandring, som kræves?
Sammen med Mediacom gennemførte Torsten Ringberg og jeg i 2020 en stor undersøgelse af forbrugernes mindset. Og efter at have lavet den kan jeg faktisk ikke komme på et godt argument for at fastholde tilbudsaviser – medmindre man virkelig ved, at det virker, og ikke kun tror at det virker.
Men i ambitionen om at være mere bæredygtige som virksomheder, er det jo ikke nok kun at tale om tilbudsaviserne for detailhandlen.
Hvad med de belastninger, som de digitale platforme giver? For eksempel har de kæder, som anvender AWS-cloud stadig grund til at have dårlig samvittighed. Ifølge en analyse fra ”Wired” har AWS de absolut mest ”sorte” løsninger.
At skrotte tilbudsavisen er i sidste ende en symbolsk handling, hvis man gør det i bæredygtighedens navn. Supermarkederne ville jo nok have droppet dem alligevel, når de alligevel ikke er pengene værd.
Per Østergaard Jacobsen er ekstern lektor i marketing på CBS og detailhandelsekspert.