Jeg kunne ikke være mere enig i Heidi Lüdekings indlæg om, at vi skal de ubetalte og ufordelagtige pitches til livs.
I grunden kan jeg oprigtigt ikke forstå, at nogen med ansvar for et brand har lyst til at begive sig ud i kommunikation, der er hastebestilt og underbetalt. Man kunne spørge sig selv, om de egentlig vil deres brand og forretning det bedste.
Når det er sagt, så kan jeg ikke lade være med at tænke over, om vi (reklamefolkene) i grunden ikke selv er skyld i de dårlige pitchforhold?
Vi må løfte niveauet
Set ude fra er reklamebranchen ikke en fordelagtig branche at være i.
Vi har – generelt – nogle af de dårligste pensionsforhold, arbejdsforhold og -tider, barselsforhold, lønninger – ja, jeg kunne blive ved.
Der starter nye bureauer hvert år med håb om at revolutionere branchen, byde på kreative løsninger på nye og mere relevante måder og blive den nye lækre pige i klassen. Dette er fantastisk og må endelig fortsætte, for ellers udfordres den kreative status quo ikke.
Men jeg er endnu ikke stødt på et bureau, som samtidig vælger at udfordre de forhold, som vi alle, selv dem i slut 40’erne i blå Acne-bukser, i bund og grund gerne vil forbedre. Og jeg ser heller ikke nogle af de store bureauer gøre det, på trods af at de har bedst mulighed for at ændre det.
Er vi – og vores tid – virkelig ikke mere værd? Åbenbart ikke, og det manifesteres blandt andet i vores fortsatte deltagelse i “dårlige” pitches.
Vær åben om elendige pitchrunder
De fleste bureauer har, når man spørger dem, tilgangen “vi er ikke med i pitches” eller, “vi laver ikke gratis arbejde” – dette lige indtil, der er en “fed mulighed, der byder sig”, hvor man hurtigt lægger 100 bureautimer, “fordi det kan give adgang til meget mere”. Hvor blev rygraden af?
Jeg spillede i mine yngre år meget håndbold, og vores træner sagde altid til os; læg tacklingsstilen fra start. Så ved dommeren, hvilken stil I har, og det samme gør modstanderen. Så bliver man nemlig mildere straffet i anden halvleg.
Applikerer man tanken til reklamebranchen, så lægger man en billig og useriøs stil fra starten, og det bliver svært at vænne kunden til et højere og mere retvisende niveau. Og det er kunden, der griner hele vejen til banken.
Hvis der var en kollektiv modstand mod ubetalte pitches, en åbenhed om respektløse pitchformater – alt fra tiden givet, til aflysninger af pitches efter afleveret arbejde – så vidste kunderne, at de ikke længere ville kunne sende dette i udbud.
De dårlige pitches er der forsat, fordi der altid er nogen, der siger ja.
Det er klart nemmere sagt end gjort, men hvis nu vi højnede niveauet for vores branche internt, mon ikke vores evne til at højne pitchmiljøet så ville følge trop? Vi siger jo kun ja, fordi vi igen og igen devaluerer de ansattes tid og respekten overfor et solidt kreativt produkt mod en potentiel gevinst.
Vi kan naturligvis ikke ændre alt med det samme, men vi kan starte et sted. Højner vi både det “hårde” og det “bløde”, tror jeg på, at branchen for alvor bliver revolutioneret af godt arbejde.
Trine Keller-Andreasen er kreativ strateg og planlægger i sit eget firma. Hun har tidligere været Head of Strategy hos Another CPH.
