Det kreative awardshow Eurobest – populært kaldet EM i reklame – har offentliggjort årets 14 jury presidents.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra awardshowet.

Og for tredje år i træk er en dansk brancheprofil udpeget til at stå i spidsen for en af juryerne.

Det drejer sig i år om Kristian Koch Jensen, der er Managing Director hos Dentsu i Danmark, og han har fået til opgave at lede Media-juryen.

”At pilen har peget på mig som jury president for Media kategorien til Eurobest 2023, er jeg selvfølgelig super glad for, og jeg glæder mig, at tage hul på arbejdet sammen med den øvrige del af juryen,” skriver han på mail til Markedsføring og tilføjer:

”Jeg synes det er en super flot anerkendelse af alt det gode arbejde, der kommer ud af lille Danmark.” 

“En unik mulighed

Kristian Koch Jensen ser frem til opgaven af flere årsager.

”Jeg glæder mig til fra første parket at få indsigt i de bedste af de bedste cases. Både for selvfølgelig at kunne udvælge det mest sublime arbejde i mediekategorien, men jeg ser det i lige så høj grad også som en unik mulighed for at blive inspireret og lære fra de bedste på tværs af hele Europa,” skriver han.

På spørgsmålet om, hvad han vil holde øje med i juryarbejdet, skriver Kristian Koch Jensen.

”Jeg vil i høj grad kigge efter hvor man ved at turde at tænke modigt og anderledes er lykkedes med en succesfuld implementering og dokumenterede resultater.”

De to foregående år har det været Film Craft-juryerne, der har haft dansk ledelse.

I 2021 stod Mette Jermiin fra produktionsselskabet Bacon i spidsen for dén jury, og sidste år indtog Thor Brammer Jacobsen fra produktionsselskabet New Land samme rolle.

Ny Gaming-kategori i år

I år samles juryerne i London for at live-votere senere i år, oplyser Eurobest i meddelelsen.

Her fremgår det også, at organisatorerne har gennemført en række ændringer i årets kategorier.

F.eks. har man i lighed med ’storesøster’, Cannes Lions, indført en Branded Gaming-kategori under Entertainment-sektionen.

Dertil kommer, at man har afskaffet Mobile som selvstændig kategori og i stedet indarbejdet kreative eksekvering rettet mod mobilen som en del af andre, overordnede kategorier.

Det er 36. gang, at Eurobest-festivalen afholdes.

Læs mere om årets Eurobest-festival her.