Selv om regeringen har sat en corona-stopper for de helt store julefestligheder, så kan flere danske bureauer og et enkelt produktionsselskab nok godt tillade sig en lille dans. 

De har nemlig vundet tilsammen 12 stykker metal ved reklame-EM, Eurobest: En guld, fem sølv og fire bronze – plus et par stykker ”uspecificeret metal”.

På niveau med 2019, hvor det også blev til 12 priser (inden Grand Prix-runden), men markant flottere end i 2018, hvor Danmark måtte nøjes med fire priser.

En af 2020’s store Eurobest-vindere er IKEA Danmark-casen Black Friday (Re)sale, som Hjaltelin Stahl og Vizeum (nu dentsu X) står bag.

Det er således blevet til både guld og to sølv til Black Friday (Re)sale, som for nylig også har vundet både en Rambuk og – ikke mindst – en Grand Prix ved Advertising Effectiveness Award

Kendte og nye

Hjaltelin Stahl vinder i øvrigt også sølv for albummet ”3” for Emil De Waal + Spejderrobot.

Men også andre bureauer og cases markerer sig på vinderlisterne.

Sidste års helt store danske vinder på de internationale award-scener – også Eurobest – Virtue, vinder sammen med No Sleep og Bacon X tre priser: To bronze og en Eurobest Mobile Award.

Alle for den nye case TeAR down this Wall, som for Museum DDR har bragt Berlinmuren til live i spillet Minecraft Earth.

Også Mensch og Sansir gør det flot med to priser:

En bronze for casen Remote Tourism og ikke mindst en Eurobest Creative Effectiveness Award for den tidligere massivt prisbelønnede Closed for Maintenance.

Håb om mere

Læg dertil sølv til Robert /Boisen & Like-minded for Lotto Christmas Collection for Danske Spil – den med underbukserne.

Og endelig to priser, en sølv og en bronze, til Bacon Cph for Volvo-filmen The Tower, skabt sammen med det svenske bureau Forsman & Bodenfors.

Og voilà: I alt 12 danske priser.

Indtil videre, naturligvis, for torsdag 10. december afsløres årets vindere af Grand Prix og Special Awards, så der er stadig mulighed for mere dansk hæder.

Du kan se de danske vindere pr. kategori herunder.

Brand Experience & Activation

SØLV: Black Friday (re)sale – IKEA Danmark – Hjaltelin Stahl/Vizeum
BRONZE: TeAR down this Wall – DDR Museum, Berlin – Virtue/No Sleep/Bacon X

Creative Effectiveness

AWARD: Closed for Maintenance – Visit Faroe Islands – Mensch/Sansir

Digital

GULD: Black Friday (re)sale – IKEA Danmark – Hjaltelin Stahl/Vizeum
SØLV: Black Friday (re)sale – IKEA Danmark – Hjaltelin Stahl/Vizeum
BRONZE: Remote Tourism – Visit Faroe Islands – Mensch/Sansir

Film Craft

SØLV: The Tower – Volvo Trucks – Bacon Cph/Forsman & Bodensfors

Industry Craft

SØLV: 3 – Emil De Waal + Spejderrobot – Hjaltelin Stahl

Media

SØLV: Lotto Christmas Collection – Danske Spil – Robert/Boisen & Like-minded

Mobile

AWARD: TeAR down this Wall – DDR Museum, Berlin – Virtue/No Sleep/Bacon X

Outdoor

BRONZE: TeAR down this Wall – DDR Museum, Berlin – Virtue/No Sleep/Bacon X

PR

BRONZE: The Tower – Volvo Trucks – Bacon Cph/Forsman & Bodensfors