Klimaorganisationerne Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening var “enormt lykkelige og stolte”, da de i starten af marts vandt dele af retssagen, de havde ført mod Danish Crown.

Vestre Landsret kendte slagterigiganten skyldige i at vildlede forbrugerne med brugen af “klimakontrolleret gris”, men Danish Crown fik medhold i den anden del af sagskomplekset, der drejede sig om udsagnet “dansk gris er mere klimavenlig, end du tror”.

Og nu anker de to klimabevægelser dommen til Højesteret. Det skriver Børsen.

“Vi er to små ngo’er, der har lagt sag an mod en kæmpestor virksomhed. Derfor var det stort for os at vinde den del af sagen, som vi gjorde, men vi havde brug for at læse resten af dommen nærmere igennem,” siger Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, ifølge mediet.

Danish Crowns pressechef, Jens Hansen, oplyser til mediet, at virksomheden tager anken til efterretning. De vil dog ikke selv anke den del, de tabte.