Tidligere på året kunne mediet Markedsføring berette om et nyt omfangsrigt skærm-projekt i Nordisk Films studier i Valby.
Skærmen, der kan være et bæredygtigt alternativ til at filme on location, er i dag officielt åbnet, og de første filmproduktioner har allerede fundet sted, skriver Nordisk Film Shortcut i en pressemeddelelse.
Shortcut LED Stage er navnet på skærmen, der ret beset er en 360° LED-scene på 16 meter i diameter, hvor vægge og lofter er fuldstændig beklædt med LED-skærme.
”Vi har haft meget stor interesse allerede især fra reklamefilmbranchen, og vi forventer, at en stor del af de projekter, der rykker ind på Shortcut LED Stage den kommende tid, bliver reklameproduktioner,” skriver Rikke Crosby, CEO, Nordisk Film Shortcut i en meddelelse til Markedsføring.
Scenen, der ifølge Nordisk Film Shortcut, er den første fulde 360° LED-scene i verden kan, udover at mindske CO2 forbrug på transport, også være et kreativt redskab, mener Rikke Crosby.
”Den giver kreative helt særlige muligheder for at lave film og reklame, som ikke har kunnet lade sig gøre tidligere, eller som har været meget dyrt at realisere,” siger hun.