I første del af 2025 var der nærmest stilstand at spore på det danske reklamemarked, men i tredje kvartal gik det igen den rigtige vej.
Det skriver KreaKom til mediet Markedsføring på baggrund af nye tal fra svenske IRM, Instituttet för Reklam- och Mediestatistik, der analyserer det danske annoncemarked for KreaKom og Danske Medier.
I løbet af tredje kvartal 2025 tog annoncemarkedet således fart i takt med den generelle økonomi og viste en vækst på fire procent sammenlignet med tredje kvartal 2024.
De samlede investeringer udgjorde 4,1 milliarder kroner i perioden, og ifølge IRM var den stærkeste vækstmotor sociale medier, især social video.
Artiklen fortsætter under skemaet.
Den største procentvise vækst i perioden lå i podcasts og adressable tv, men disse mediegrupper er dog fortsat små.
Hos KreaKom vækker de nye tal glæde.
”Vi har tidligere kunne se en vis sammenhæng mellem mediespend og BNP. En sammenhæng, der har været sat lidt ud af kraft i en tid med usikkerhed, kriser og inflation,” udtaler Malene Birkebæk, adm. direktør i KreaKom, i meddelelsen og tilføjer:
”Derfor er det positivt at se, at det lader til at de seneste udmeldinger for dansk økonomi Q3 også kan anes i mediemarkedet.”