Reklamepladsen til årets Super Bowl – den årlige finale i amerikansk fodbold (NFL), der fløjtes i gang til februar – er tæt på at være udsolgt. 

Vel at mærke til rekordpriser på syv millioner dollars (svarende til 50 millioner kroner) for et slot på 30 sekunder. Det er en markant stigning fra 2021, hvor prisen cirka lå på seks millioner dollars.

Det skriver flere amerikanske branchemedier, herunder Adweek.

Mediet har talt med Mark Evans, der er EVP Sports Sales hos TV-stationen Fox, der har senderettighederne til Super Bowl næste gang, og han oplyser, at man kun har ganske få slots tilbage.

”Vi kom ud af forsalget med over 90 procent udsolgt, hvilket aldrig er sket før. Det er rekord for os.”

Fox havde også senderettighederne til ”The Big Game” i 2019, men dengang havde man ’kun’ solgt 78 procent af pladsen, da man var midt i november.

Ny annoncør på banen

NFL-finalen 2023 – som er den 57. af slagsen – spilles den 12. februar 2023 på State Farm Stadium i Glendale i Arizona.

Begivenheden har i mange år været et af verdens dyreste og mest prestigefulde reklameudstillingsvinduer, og der er tradition for, at de store annoncører stiller op.

Coca-Cola, Audi, Volkswagen, Budweiser, BMW og Amazon er eksempler på storannoncører, som i reglen ikke tøvet med at vride de mere og mere astronomiske beløb ud af kalveskindet for at sætte deres brand på dagsordenen ved begivenheden. 

Hvem, der har købt de indtil videre solgte reklamepladser, oplyser Fox ikke, men ifølge Mark Evans ligner billedet det vanlige.

En enkelt ny aktør har dog meldt sig på banen.

Det er øl-brandet Molson Coors, som i branchekredse herhjemme senest blev kendt i forbindelse med, at danske NordDDB vandt en Cannes-løve for casen ”Chillboards” for Coors Light.

Kan nås endnu

De officielle seertal for Super Bowl-transmissionen ligger generelt omkring de 100 millioner.

Sidste år nåede NBC’s transmission, ifølge TV-stationen selv, et gennemsnitligt seertal på 112,3 millioner – fordelt på 101,1 millioner direkte seere og 11,2 millioner streamere. 

Og det henter TV-stationerne eksorbitante mænger af reklamedollars ind på.

Ifølge Kantar genererede NBC’s transmission af NFL-finalen i 2022 434,5 millioner dollar – i dagens valutakurser svarende til 3,2 milliarder danske kroner.

Hvornår Fox kan melde helt og aldeles udsolgt, tør Mark Evans ikke gætte på, men erfaringsmæssigt sælges enkelte spots i sidste øjeblik.

I 2021 meldte CBS udsolgt 27. januar og sendte kampen 7. februar, mens NBC tidligere i år solgte den sidste reklame 3. februar – 10 dage før begivenheden.