Den meget omdiskuterede platform X har fundet en ny global marketingchef i Angela Zepeda. Det skriver mediet AdAge.

Positionen har ellers stået tom, siden Elon Musk købte platformen i slutningen af 2022. Nyansættelsen skal hjælpe med videre at modellere X’s transformation, skriver det sociale medies CEO, Linda Yaccarino, på X.

“X er verdens mest betydningsfulde platform, hvorfor det var essentielt at ansætte en exceptionel leder som Angela til videre at forme vores transformation,” skriver Linda Yaccarino blandt andet.

Angela Zepeda har tidligere været CMO og CCO for Hyundai i USA og har trådt sine barneskridt på reklamebureauer som Foote, Cone & Belding og TBWA i Californien, USA.

Og man må håbe, at Angela Zepeda kan lide udfordringer. X styrtbløder nemlig reklameindtægter og har samtidig store udfordringer med deres brand-opfattelse. I forlængelse heraf mener flere annoncører også, at der er problemer med brand safety på platformen.

X’s ejer Elon Musk har også flere gange lagt sig ud med sine annoncører. Senest i august, hvor X valgte at sagsøge store annoncører som danske Ørsted og den internationale annoncørforening.

Sidstnævnte lukkede efterfølgende ned for sig selv. Ifølge Elon Musk og Linda Yaccarino har Ørsted og annoncørforeningen lavet en ulovlig boykot af platformen.